Chokolademousse med chili, grappaflødeskum og chilisirupskogte pærestykker

Dette må være et godt bud på en supernem dessert, hvor der stadig er noget spændende at komme efter i smagen.

Pærerne kan sagten laves en eller et par dage før de skal bruges – og moussen kan også hvis du kan lide den tung og tæt. Hvis den skal være let og fluffy, skal den tidligst laves nogle timer før brug. Jeg synes at den er helt fantastisk på begge måder.

Moussen er bare en klassisk mørk chokolademousse med chili i. Jeg kan bedst lide min chokolademousse helt mørk og uden fløde i – så jeg foretrækker denne opskrift og bruger gerne 80% chokolade i den. Derfor er den ikke særlig sød – bare chokoladelækker.

Giver 4 – 6 portioner.

Ingredienser:

1 dl rå rørsukker

1 dl vand

1 fast pære

chili efter smag

 

4 øko æg (brug evt. 4 pasteuriserede blommer og 4 pasteuriserede hvider)

140 gr mørk chokolade

chili efter smag

 

1 dl piskefløde

1 spsk grappa (eller andet – eks. orangelikør af en slags er en klassiker til chokolade)

1 tsk flormelis

  

Sådan gør du:

Skræl pæren, del den i 4 både og fjern kernehuset. Skær den i skiver på den korte led.

Rens chilien og skær den i små tern.

Kom vand, sukker, pære og chili i en lille gryde og bring det i kog. Lad det simre ved svag varme uden låg i ca. 10 minutter.

Hæld det hele i en skål, lad det svale lidt og stil det så på køl – gerne til dagen efter. 

Chokoladen smeltes i vandbad ved svag varme i den skål som moussen skal samles i.

Del imens æggene – hviderne i en større skål og æggeblommerne skal bare opbevares kort tid i en lille.

Hak chilien så fint som du kan og hæld den op til æggeblommerne.

Når chokoladen er smeltet, stilles skålen på køkkenborden til chokoladen har ca stuetemperatur. Jeg rører let rundt i den et par gange undervejs med en dejskraber og sørger for at skrabe evt. chokolade ned fra siderne på skålen.

Nu piskes æggehviderne godt stive.

Rør æggeblommer og chili godt ud i chokoladen (det stivner meget hurtigt, så jeg bruger elmixeren på laveste gear),  tilsæt hurtigt ca 1/3 af æggehviderne og fortsæt med at røre dem godt ud (stadig med langsom mixer).

Væk med mixeren og vend de sidste æggehvider forsigtigt i massen  – det er nemmest med en dejskraber synes jeg. Selv om det skal være forsigtigt, skal man fortsætte til der lige præcis ikke er flere striber i – ikke længere, så smutter luftboblerne ud og dem vil vi beholde.

Hæld straks i 4 – 6 fine glas eller hvad du måtte ønske at servere i – og sæt dem på køl.

Lige inden servering piskes fløden med spiritus og flormelis (flormelisen gør at fløden kan ‘holde’ spiritussen og stadig piskes).

Læg et lag flødeskum ovenpå moussen og top op med chilipære og en lille smule af siruppen.

Tip:

Overskudssirup kan du bruge over de næste dage i køkkenet – der kan eks. hurtigt koges et lille glas frisk marmelade med hvad du lige har af frugt – eller du kan smage andre gode ting til med den.

      

Sidst lavet med en Aji Pineapple (kunne sagtens tage en mere) i pæren og 2 Aribibi Gusano i moussen.

Print Friendly, PDF & Email

4 tanker om “Chokolademousse med chili, grappaflødeskum og chilisirupskogte pærestykker

  1. Hej Vivi.

    Så blev moussen prøvet. Meget lækkert!! Den blev lidt for sød, men jeg havde kun lige noget mørk smeltechokolade. Næste gang bliver det med 70% kakao og så bliver den perfekt!

    Lavede ca 2/3 portion og brugte godt en halv citron-chili i chokolade-massen og det var fint. Havde lige en kant. mums. Resten blev puttet i pære-snasket. Ingen kant der. Af alkohol blev det noget cognac.

    Alt i alt super lækkert. Den skal prøves igen!

    Mvh
    JJ

  2. Må bare sige at jeg er VILD med din hjemmeside , fantastiske opskrifter og super fede billeder , og dejligt med dine små tips , jeg bliver helt vildt inspireret , tusind tak :0)
    Kh Maj

Skriv et svar til Vivi Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.