Pebermynter – fyldte chokolader

Pebermyntechokoladerne er nogle af de helt store favoritter her hos os. Vi laver også andre lækre sager, men det er som om der aldrig helt er nok af dem her.

Fyldet her lavet på hvid chokolade og fløde er en liga over de sædvanlige sukkerfondant pebermyntefyld, som man render ind i i købte produkter. Prøv det.

Ingredienser:

Mørk chokolade til skallerne

400 gr hvid chokolade

2½ dl piskefløde 38% – gerne øko (de smager bedst)

75 dråber pebermynteolie

Sådan gør du:

Gør skallerne klar – se lidt om chokolade.

Hak den hvide chokolade fint og bland den med fløden i en lille kasserolle. Sæt det over på svageste blus – det er 1 på mit komfur – og rør i masssen imens den stille og roligt varmes op indtil chokoladen er smeltet ud i fløden.

Brug gerne en lille spatel til at røre med – det er nemmere at holde chokoladen fri fra bunden med sådan en end med en ske.

Vær opmærksom – chokolade brænder let på og hvid chokolade er den af chokoladerne som lettest gør det. Den tåler mindst varme.

Det er nu ikke noget problem med denne opskrift hvis man er lidt vågen.

Tag kasserollen af varmen når fyldet er færdigt og stil det til afkøling på køkkenbordet. Rør i det af og til.

Når fyldet har køkkentemperatur, tilsættes pebermynteolien og den rører godt ud i massen. Nu hældes fyldet i skallerne. Det gøres enten med en ske eller endnu nemmere med en frysepose som der er klippet et lille hul i. Man kan også få en lille tragt lavet til formålet. Fyld op næsten til kanten – der skal lige være plads til at støbe chokoladebunden.

Sæt de pebermyntefyldte chokolader på køl ½ times tid.

Smelt chokoladen til bunden (det er ikke altid at jeg gider at temperer chokoladen til bundene – men man bør vel).

Tag mynterne ud af køleskabet og støb bundene.

Stil chokoladerne ved stuetemperatur min. et par timer (eller snyd og stil dem køligt ½ time) – hvorefter de let vendes ud. Hvis du bruger chokoladestøbeforme – banker du kanten let mod køkkenbordet – så popper de ud. Gør det oven på et rent viskestykke så de ikke slår sig.

Tips:

Hvis du vil have tyndere pebermyntefyld, bruger du bare lidt mere fløde.
Jeg har med held haft dem stående et par uger på køl og har også med held haft dem frosset ned og tøet igen. De smagte stadig som de skulle.

     

Abonnér på nyt fra Vivis-chili.dk

4 tanker om “Pebermynter – fyldte chokolader

    • Hej Signe

      Hovsa – jeg havde da ikke skrevet hvornår den skal tilsættes. Jeg har lige opdateret opskriften – det var godt du spurgte 🙂

      PS. intet af det må endelig koge, blot smeltes over svag varme.

  1. Hej Vivi!
    Sikke en fantastisk side at have fundet 🙂
    Jeg vil egentlig høre, om det er muligt at bruge sødmælk i stedet for fløde? Der er mange opskrifter som indeholder fløde, og eftersom jeg plejer at være i Brasilien i julen, har jeg svært ved at få fat i fløden. Jeg vil gerne lave konfekt og fyldte chokolader denne jul og har derfor også købt et stort lager af marcipan, nougat og chokolade, som jeg kan tage med, men fløde er nok ikke så nemt at transportere så langt… hehe 🙂

    • Hejsa

      Tak skal du ha’ – dejligt at du kan bruge det jeg laver 😀

      Jamen – jeg ville da købe nogle dåser kondenseret mælk også. Og hvis de er for tykke/søde til din smag, så måske bruge halvt kondenseret mælk og halvt rigtig mælk – det skal nok blive godt 🙂

      Skriv endelig hvordan forsøgene gik – det lyder som en super jul. Brasilien og konfekt – mums.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.