Årets første konfekteksperimenter foregik jo i de sidste uger af november, hvor der blev produceret 24 forskellige slags snolder. Noget var velafprøvet – andet nye eksperimenter.
Fra den produktion havde jeg en del fyld, som der kunne leges videre med. Så selv om jeg ikke er sikker på, at jeg gider at se et stykke konfekt mere i meget meget lang tid nu – så syntes jeg da alligevel at det skulle bruges – og hvorfor ikke på en ny måde (hey, jeg er jo mig, ikke).
Undervejs i fremstillingen af de første hold konfekt, gik der nogle i stykker en gang imellem – de blev hurtigt spist. Men for nogle dage siden lavede jeg en del forskelligt, hvoraf to ‘hold’ gik helt galt. Jeg havde fået lavet skallerne for tynde i to af formene, så chokoladerne knækkede, da de skulle tages ud. Sammen med resterne fra honningkagerne og blandt andet marcipan og Kahlua, var der da dømt hjemmelavet luksustrøffel. Trøflerne er overtrukket med mørk chokolade og drysset med lidt sølvglimmer – eller overtrukket med flødechokolade og rullet i kokos – hvad mon smager bedst – og skal man vælge?
Resterne af marcipanfyldet med Limoncello og citronskal er rullet til kugler – overtrukket med flødechokolade og rullet i lakridspulver. Mon ikke det er godt? – de skal smages når jeg engang kan holde ud at se på dem igen (i skrivende stund er jeg lige blevet færdig med det hele – pyyyhhh).
Pebermyntefyldet er fordelt i mørke chokoladeskaller sammen med enten karamelfyld eller en af marcipanerne – og de er i samme type forme – så det er roulette hvilken man får.
Et par marcipanrester er trillet til kugler, dyppet i halvmørk chokolade og rullet i kokos – roulette igen – de ligner hinanden – kan i øvrigt heller ikke huske hvad det var.
En kaffepeanutmarcipan er kommet i store skaller og toppet op med chilinougat – mon det var den nougat som jeg også dryssede en smule lakrids i?
En anden marcipan fik samme skæbne – vistnok uden lakrids – og begge er lukket med flødechokolade, selv om skallerne er mørke – mon det virker godt?
Den hvide chokolade er blandet med lakrids og chili (det er den helt vildt god til) – men i et lidt andet forhold end den som jeg har lavet tidligere – der er vist mere lakrids og en smule mindre chili i denne.
MMM….hvor ser det bare godt ud, og det har også sin charme at man ikke altid ved hvad man får i munden 😉