Mimosa er en cocktail bestående af halvt champagne/mousereden vin og halvt appelsinjuice.
2/3 dele appelsin og 1/3 bobler hedder en Bucks Fizz (ikke at forveksle med 80’er bandet).
Appelsinjuicen skal selvfølgelig helst være frisk – altså friskpresset.
Vi stod med en flok bobler fra en anden sammenhæng, som er af den kvalitet der godt kan tåle at blive piftet lidt op ;o) – så en Mimosa til søndagsbrunchen var da indlysende…..og da jeg nu er mig, skal der da chili i sådan én.
Ingredienser:
Bobler (champagne eller mousserende vin)
Appelsiner
Frisk chili
Sådan gør du:
Fjern kernerne fra chilierne og hak dem helt fint til de bliver til mos. Pres saften ud af dem gennem en lille sigte – det gøres nemt med bagsiden af en teske. Tilsæt nogle dråber vand til massen i sigten og pres igen. Gentag et par gange.
Hæld chilisaften i et vin- eller champagneglas.
Pres appelsinerne og fyld glasset halvt op med appelsinsaften.
Top op med bobler.
Skøn til brunchbordet eller som aperitif.
Skulle også være effektiv mod tømmermænd.
Tip:
Du kan bruge en af chilisirupperne i denne drink i stedet for frisk chili.
Du kan naturligvis bruge danskvand, cider eller andet at toppe op med.