Når der kommer rødbeder med i grøntsagskassen, bruger vi dem tit enten rå i salat eller ovnbagte sammen med andre rodfrugter. Men jeg faldt over en opskrift på flødestuvede rødbeder forleden som måtte prøves – og rettes lidt til efter vores smag. Det blev rigtig lækkert og bestemt ikke sidste gang vi prøver det. Vi havde både de almindelige mørke og nogle flotte stribede denne gang – det så festligt ud nede i gryden.
Andelåret på billedet er et confiteret et af slagsen som er ristet sprødt på panden. Det er fra en økologisk opdrætter i Vestjylland og købt gennem Årstiderne. Det er noget af det bedste and som jeg nogensinde har fået. De sælger det en gang imellem – også hele ænder derfra jævnligt – de er vildt gode. Årstidernes proteinudvalg varierer meget – men det er alt sammen super kvalitet.
Ingredienser:
1 kg rødbeder, brug de røde, gule, hvide, stribede – hvad du lige har
4 dl piskefløde
1 meget stort bundt bredbladet persille, grofthakket
1 topspsk dijonsennep
gul chilisauce efter smag
salt og peber
evt lidt jævner
Sådan gør du:
Skræl rødbederne og skær dem i tern på ca 1×1 cm.
Kog dem møre med salt under låg i vand som lige knapt dækker – det tager ca 5 – 6 minutter. Husk at rødbeder er temmeligt faste, det skal de være – smag dig frem om de har fået nok.
Hæld næsten alt vandet fra – der skal være ca ½ cm tilbage i gryden – og tilsæt fløden.
Smag til med sennep, gul chilisauce, salt og peber. Man skal kunne smage alle ingredienserne.
Jævn evt. retten med lidt af din foretrukne jævner.
Lad det simre kort og vend persillen i. Varm igennem og server med det samme.