Kikærtedeller med chili

English here: Chickpea balls with chili

Absolut kun ment som en grundopskrift – leg endelig med ingredienserne. Se også under ‘Tips’ længere nede på siden.

Massen før stegning er også fantastisk som Jalapeñofyld til halverede, udkernede, fyldte Jalapeños, som skal grilles på udegrillen eller ovnbages/grilles. De kan evt. pensles med lidt chilisauce, Liquid Smoke eller andet godt inden tilberedning eller drysses med lidt ost hvis man synes.

Kikærtedeller med chili

Ingredienser:

ca 800 gr kikærter – udblødte, kogte og afkølede

2 store søde kartofler

2 løg

5 spsk olivenolie + til stegning

4 spsk HUSK (psylliumskaller/loppefrøskaller)

2 dl vand

Frisk eller tørret chili efter smag

8 tsk korianderfrø

4 tsk hel spidskommen

4 tsk sumak

4 tsk salt

Sådan gør du:

Bland HUSK og 2 dl kold vand i en lille skål og lad det stå imens du forbereder resten af ingredienserne.

Blend kikærterne i en foodprocessor til de er en sammenhængende masse, men ikke længere – de skal ikke være flydende. Hvis de er lidt tørre i det, så bare blend til de er meget findelte.

Riv de søde kartofler på et rivejern eller blend dem til de har ca. samme konsistens som hvis du havde brugt rivejernet.

Gør det samme med løgene.

Pulveriser korianderfrø og spidskommensfrø i krydderimøllen.

Bland alle ingredienserne godt sammen i en skål og lad dem stå i ca. 10  minutter.

Prøvesteg en enkelt og se om du er tilfreds med resultatet. Smag evt. massen mere til og tilsæt lidt mere HUSK hvis den er for flydende (så skal den lige trække 5 minutter inden du fortsætter).

Steg nu dellerne i olivenolie med lidt god afstand imellem dem ved svag til middelvarme. Vent med at vende dem til de er helt færdige på den ene side.

Tip:
Har du travlt kan du naturligvis bruge drænede kikærter fra dåse. Brug gerne alle mulige bønnetyper (kogte) i stedet for kikærter.

Brug hvadsomhelst af friske eller kogte grønsager sammen med eller i stedet for sød kartoffel – idéel med grønsagsrester.

Kan tage masser af chili og anden krydring – tilsæt eks. frisk hvidløg, forårsløg (i stedet for løg), masser af krydderurter, andre krydderier. Smager også godt i mere diskrete krydrede udgave, hvor det måske er krydderurterne som skal slå mere igennem.

Man skal lige være lidt forsigtig når man vender dem, de er mere bløde og porøse end eks kød- eller fiskefrikadeller. En god flad spatel er en god idé – en træspatel eks. kan godt være lidt for tyk når de skal vendes. Brug lidt svagere varme og steg i længere tid hvis de driller – det hjælper som regel.

HUSK blandingen virker som det der binder massen sammen. Hvis man spiser æg kan de evt. erstatte det.

Kikærtedeller med chili - ingredienser Kikærtedeller med chili - HUSK fiber Kikærtedeller med chili - kikærterne blendes Kikærtedeller med chili - de blendede kikærter Kikærtedeller med chili - søde kartofler i stykker Kikærtedeller med chili - hakkede søde kartofler Kikærtedeller med chili - løgene hakkes Kikærtedeller med chili - hakkede løg Kikærtedeller med chili - klar til at blive rørt sammen Kikærtedeller med chili - tilsæt HUSK Kikærtedeller med chili - klar til at komme på panden Kikærtedeller med chili - dellerne steges Kikærtedeller med chili - dellerne steges færdig Kikærtedeller med chili Kikærtedeller med chili - på ristet rugsanwichbrød med citronmayo Kikærtedeller med chili - med chilisauce

Print Friendly, PDF & Email

En tanke om "Kikærtedeller med chili"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *