Rabarber-appelsin-chili-cheesecake

En rigtig sommerlig og frisk cheesecake med masser af smag i hver eneste lille bid. Appelsinen løfter den lækre cremede rabarbersmag med lidt ekstra syre og modspil og chilien giver en spændende ekstra dimension til kagen. 

Rabarber-appelsin-chili-cheesecake

Ingredienser til rabarberkompot:

1 kg rabarberstilke 

350 gr rå rørsukker

frisk hakket chili efter smag

1 tsk vanillapulver (eller korn fra 1 stang eller 3-4 tsk vanillasukker)

fintrevet skal af 3 – 4 usprøjtede appelsiner 

Ingredienser til bund: 

75 gr blødt smør + lidt til at smøre formen med

150 gr grove kiks af en slags

100 gr grofthakkede valnøddekerner

Ingredienser til fyld:

300 gr flødeost (Philadelphia eks.)

2 dl fløde

2 dl creme fraiche 18%

2 æggeblommer

2 æggehvider

100 gr rå rørsukker

frisk hakket chili efter smag

1 tsk vanillapulver (eller korn fra 1 stang eller 3-4 tsk vanillasukker)

8 blade husblas

Ingredienser til gelé:

Saft af 3 – 4 usprøjtede appelsiner

saften fra rabarberne

2 – 4 spsk flydende honning

6 blade husblas

 

Sådan gør du – rabarberkompot:

Fjern bladene på rabarberne og rens dem godt. Der sidder en lille hinde nede ved foden, den kan forsigtigt trækkes eller skæres fra. Du skal bruge ca 1 kg i renset vægt. Flæk dem på langs hvis de er tykke. Skær dem i ca ½ – 1 cm stykker. Kom dem i et ildfast fad sammen med sukker, finthakket chili, fintrevet appelsinskal og vanilla. Bland det hele godt.

Bag dem i en 200 grader varm ovn i ca 20 minutter til de er møre (bløde, men stadig sammenhængende). Vend rundt i dem med 5 minutters mellemrum. Tag fadet ud og lad det køle helt af på køkkenbordet, sådan at stykkerne køler af nede i saften..

Sådan gør du – bund:

Knus kiksene så groft eller fint som du kan lide dem og bland dem med valnøddekerner og det helt bløde smør.

Pres blandingen i bunden af en smurt springform. Brug fingrene eller bagsiden af en grydeske.

Stil formen i køleskabet ½ times tid.

Sådan gør du – fyld:

Hæld rabarberstykkerne i en sigte og lad dem stå og dryppe af (gem saften til geléen) – lav lige sådan et par pandekagevendehop et par gange under afdrypningen, så rabarberstykkerne bliver vendt lidt rundt.

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i 8 – 10 minutter.

Pisk ost, fløde, creme fraiche og sukker godt sammen til det har en konsistens som letpisket flødeskum. Kom æggeblommerne, chili og vanilla i. Vent med at vende det i til husblassen er med.

Tag husblasen op af vandet og smelt det ved svag varme med det vand som hænger ved.

Rør husblassen i ostemassen i en tynd stråle. Rør hurtigt og let undervejs.

Pisk æggehviderne meget stive og vend dem i massen sammen med rabarberstykkerne. Fyld det i springformen og glat overfladen let. Tildæk med husholdningsfilm.

Stil kagen i køleskabet minimum et par timer – evt til næste dag.

Hvis du venter til næste dag, så pak appelsinerne ind én ad gangen i film eller læg dem i en lufttæt boks og kom dem på køl. Stil også rabarbersaften på køl.

Sådan gør du – gelé:

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i 8 – 10 minutter.

Pres saften af appelsinerne og bland den med rabarbersaften og honning.

Tag husblasen op af vandet og smelt det ved svag varme med det vand som hænger ved.

Rør husblassen i saftblandingen i en tynd stråle. Rør let og hurtigt. Vent 5-10 minutter hvor saften stivner en anelse og bliver som let sirup.

Hæld forsigtigt blandingen over kagen og stil den på køl minimum 4 timer indtil servering. Geléen skal være stivnet og til at skære uden at den flyder ud. 

Tip:

Jeg bruger 1 Habanero til henholdsvis rabarber og resten af fyldet – altså 2 hele i alt.

Bruge en springform som er større end 25 cm. Jeg brugte en 25 cm på billederne – og den var helt fyldt til kanten og dermed næsten umulig at flytte med geléen inden denne stivnede i første forsøg med kagen. Hvis din største springform er 25 cm, kan du tage lidt af fyldet fra i en lille skål, når du fylder det i, så går det nok – og der er til at par små portioner dessert.

Brug økoæg eller pasteuriserede æg. Øko smager bedst.

Fyldet er skærbart, men meget blødt, nærmest som mousse. Hvis du vil have det fastere, så kom et par blade husblas mere i.

Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - ingredienserne Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - det nederste af fødderne skæres af rabarberne Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - de snittede rabarber Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - med de andre smagsgivere Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - før bagning Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - efter bagning Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - valnødder og kiks til bunden Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - bunden Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - klar til at blande fyld Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - fyldet blandes færdigt Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - fyldet er færsigt og lagt på bunden Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - klar til gelé Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - klar til sidste skridt Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - den flotte gelé skal stivne Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - den færdige kage 1 Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - den færdige kage 2 Rabarber-appelsin-chili-cheesecake - den færdige kage 3

Print Friendly, PDF & Email

4 tanker om "Rabarber-appelsin-chili-cheesecake"

  1. Har oplevet at “foden af rabarberstængler” er særdeles smagfuld. Tip er derfor blot at vaske “foden” ren og så udnytte denne del i kompotten. Den bliver ikke mindre smagfuld af det 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *