Muscovado karamelsauce med chili og salt (evt. lakrids)

Pas på – lige pludselig har man lyst til is når man har denne stående på køl  ;o)

Karamelsaucen her skal saltes ‘lige til kanten’ – så man synes at den er lige til salte side når man smager den til. Når den så kommer på en lækker, blød vanilla-is går det hele op i en højere enhed med sødme, styrke og afbalanceret med den salte karamelsmag.

Den kan også laves i en variant med lakrids – den slår de fleste lakridssirup’er til is.

Ingredienser:

300 gr mørk muscovado sukker

2 1/2 dl. piskefløde

ca 125 gr smør

1 – 2 tsk. godt salt

½ – 2 tsk chilipulver efter smag

½ – 1 tsk vanillapulver (eller 3 – 4 tsk vanillasukker)

Evt. lakridspulver, 6 – 10 tsk.

Sådan gør du:

Varm sukker og fløde op i en gryde og lad det simre indtil sukkeret er smeltet og derefter ved middelvarme 5 – 10 minutter under omrøring – indtil det begynder at boble på en smule mere ‘tyktflydende’ måde – her begynder det også at dufte af karamel. Der skal røres godt i bunden af gryden og holdes godt øje. Brændt sukker smager skrækkeligt – men har det ikke fået nok, kommer karamelsmagen ikke rigtig frem – så vær opmærksom. Det er ikke så svært, man skal bare være lidt vågen. Det er nemmest at røre med en træspatel så man kan komme godt rundt.

Når sukkermassen er klar, tages den af varmen og smør, vanilla, chili og salt tilsættes. Hvis du laver den med lakrids, skal pulveret også i nu.

Rør karamelsaucen rigtig godt sammen og smag den til hvis noget skal balanceres.

Stil den derefter til afkøling inden den serveres sammen med en god vanilla-is.

Du kan sagtens lave den med lys muscovado eller en anden sukker hvis du foretrækker. jeg kan bare bedst lide den dybe smag i mørk muscovado eller molasse.

Portionen her giver ca 5,25 dl

 012 013

Abonnér på nyt fra Vivis-chili.dk

2 tanker om “Muscovado karamelsauce med chili og salt (evt. lakrids)

  1. Hej Vivi,
    denne opskrift vender jeg jævnligt tilbage til, det er blevet en favorit.
    Jeg har netop kogt saucen, med en god håndfuld Pimentaõ Africano (frisk fra frys og blended) og uden lakrids, men med en hel stang vanilie og en lille sjat rom (jeg opbevarer altid mine vaniliestænger i rom)
    Hold da så lige op det er lækkert, det smager af weekend og ferie og en drømmerejse til karibien…
    God weekend!

    • Hej Nanna

      Uhmmm – det lyder som et lækkert pift med rommen. Jeg havde lige luret på om ikke snart man skulle til at grille noget ananas med rom igen – men nu tror jeg da at jeg vil gå dig i bedene og lave en portion af den her med rom i stedet og hælde på den grillede ananas…..og is….og andet guf 😀

      Rigtig god weekend til dig også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.