Gløggmix med chili

Det er sjovt og nemt at lave sit helt eget gløggmix. Chilien er ikke overdøvende i denne version, men giver et varmt kick.

Gløgmix’et hældes på en neutral flaske spiritus – ex. vodka eller snaps og trækker længe – gerne fra en jul til den næste, men kortere kan også gøre det. Det er en god idé at komme i tanke om at lave det eks. midt på sommeren.

Ingredienser:

1 flaske neutralt smagende vodka eller snaps (eks. rød Smirnoff eller Brøndum)

1 toptsk hele nelliker

5 Cassia kanelstænger (de almindelige i handelen) eller tilsvarende mængde hel Ceylonkanel

2 toptsk grønne kardemommekapsler

Hel muskatblomme svarende til ca. 1 toptsk

3 hele stjerneanis

1 toptsk tørret citronskal

2 toptsk tørret appelsinskal

1 tsk knust chili/chiliflager

2 toptsk skåret lakridsrod

Tørret, hel ingefær svarende til 2 toptsk

Sådan gør du:

Hæld ca. 1 dl af vodka/snaps ud af flasken og gem et øjeblik (eller brug et stort, nyskoldet sylteglas til at blande i i stedet).

Letknus kardemommen så skallerne er åbne. Letknus ingefær og stjerneanis så de kan komme i flasken.

Hæld krydderierne i flasken og top op med den ekstra vædske til flasken er helt fuld.

Stil flasken til side og vend den en omgang på hovedet og tilbage igen en gang imellem når du kommer i tanker om det. Hvis du glemmer det, smager den godt alligevel.

Brug den mængde du kan lide i en grydefuld rødvin (eller hvidvin eller hyldeblomstsaft) som du opvarmer – men ikke bringer i kog. Hæld gløggmix’et gennem en lille sigte over i gryden. Tilsæt evt. lidt sukker – denne mix er jo ikke så sød som mange af de købte. En skive citron, appelsin og/eller et par skiver ingefær tilsat ved opvarmningen, synes jeg også er et lækkert pift.

Gløggmixet er meget stærkt i krydderismagen – især når det har stået noget tid, så brug kun en lille smule til at starte med.  Jeg starter normalt med at bruge ca. ½ dl gløggmix til en flaske vin og smager mig så frem om jeg ønsker mere i.

Tilsæt også gerne portvin, cognac, rom eller hvad du nu normalt hælder i din gløgg i gryden.

Tip:

Undervejs når du tager af flasken, kan du toppe den op med frisk vodka/snaps efter hver gang, så længe du synes at der er smag nok i.

Hvis du har en delvis fuld flaske tilbage efter jul, kan du toppe den op med frisk vodka/snaps – skrue låget godt på og gemme den til næste jul.

Hvis du gør det, så prøv evt. at si krydderierne fra et par måneder før du skal bruge den igen og supplér op med det som du mener mangler i smagen for at den er balanceret.

Krydderierne ændrer smag undervejs, men kan sagten stå længe. Jeg har haft dem stående i op til 4 år (der var et år hvor vi lavede meget).

   

 

Print Friendly, PDF & Email

16 tanker om "Gløggmix med chili"

  1. Hejsa. Jeg købte en pose af din gløgg mix til chilifestival. Vil gerne prøve at koge det med nogle af havens Filippaæbler. Vi købte nemlig også et glas af din æbleguf. Hvordan gør jeg? Kommer du krydderblandingen i en pose og ned til æblerne eller bare hele baduljen i? Og tager du det så op efterfølgende? Ska der sukker i?

    • Hej Søren

      Godt at høre at I kunne lide det. Jeg er selv ved at lave Æbleguf i dag – det hele var solgt og det går jo ikke 😉

      Du følger bare denne opskrift: http://vivis-chili.dk/opskrifter/aeblegele-med-chili-kanel-og-nelliker.html
      – og bruger gløggmikset i stedet for de krydderier som der står.

      Når saften er færdig – så smag den til inden du går videre og hvis du synes der mangler noget, så kog den ved svag varme 10 minutter med lidt flere af de krydderier som du synes mangler og si den igen. Jeg kommer ofte lidt ekstra nelliker i – dem kan jeg godt lide.

      Go’ fornøjelse 🙂

  2. Hej Vivi.
    så er der blevet drukket gløg, af din blanding. smagte skønt. dejligt varme, som var tiltrængt i dag. efter en gåtur i regn og rusk.
    endnu en gang mange tak.
    ha en god søndag aften
    venlig hilsen
    Jette

    • Hejsa

      Det var så lidt 🙂 – lad nu være med at hælde saltet i, haha – men ellers er det hele til en flaske. Så kan man toppe op med mere vodka når man har taget af den. Det er stærkt og tæt i krydderismagen, så det skal jo doseres lidt med måde.

  3. Hej Vivi

    Som altid ser det lækkert ud 🙂 Jeg kan ikke prale af tørret citron og appelsin, så lige de to har jeg tænkt mig at bruge i frisk tilstand – vil straks kaste mig over projektet!

    Jeg drikker ikke så meget gløgg, men det lyder bare så appetitligt…

    mvh
    Anja

    • Tusind tak Anja – dejligt hvis du kan bruge det til noget alligevel 🙂

      Vi drikker en gang imellem en kop varm hyldeblomssaft med et lille skvæt i om vinteren – der pifter det også lidt op med krydderierne.

      Er sikker på at det bestemt ikke bliver dårligere med frisk citron og appelsin.

  4. Hej Vivi
    som altid, tak for skøn inspiration. jeg er “stjæler” jævnligt af dine opskrifter, med det resultat, at jeg ofte bliver hjemsøgt af diverse plageånder. og det er ikke sjovt, når ens chili er længe om at bliv modne. ( træls sæson ). Nå men til sagen er det hjemmetørret citron/appelsinskal. syntes ikke jeg kan finde det nogle stedet.
    god fornøjelse med leverpostejen. og god weekend
    mange chilihilsner Jette

    • Hej Jette

      Det var så lidt og også tak for de fine ord til dig 🙂
      Leverpostejen er i ovnen – den bliver en af decemberopskrifterne her hvis andre læsere vil prøve den – men lige nu glæder jeg mig bare til første hold er klar om en halv times tid.

      Skallerne er købt online hos TIKrydderi – jeg lægger fluks et link op.

  5. Hej Vivi
    Opskriften er printet ud…..der er jo slet ikke så lang tid til jul…overvejer også chilisnapsen til julefrokosten, nu da det lykkedes mig at finde den til Allan på Chilientuasiaterne 🙂
    Dejlig side du har, den kendte jeg ikke før jeg kom med i Facebookgrp.!
    Vh Mette

  6. Hej Vivi,

    Tusinde tak for alle dine kommentare og inspiration, både på bloggen og på Facebook 😉
    Er helt vild med chili, syntes at mine 11 planter var MEGET, indtil jeg for nogle uger siden blev bekendt med din blog og Danske Chili entusiasters Facebook side…..
    Så jeg fandt jo ud af, at jeg nok er lidt en “Chili virgin”…..Men forhåbentlig kommer jeg efter det……..
    Jeg vil meget gerne være med i den fantastiske konkurrence, og prøve din gløggmix.
    God week-end
    Mange lune hilsner fra
    Rikke Danielsen

    • Hejsa

      Super at du er kommet i gang med den her fantastiske hobby. Tusind tak for dit positive feedback – det er skønt 🙂

      Du er selvfølgelig med i lodtrækningen.

  7. Den opskrift skal da bare prøves. Jeg er stor chilifan (dyrker selv i stor stil) og er pjattet med opskrifter, hvori chili indgår. Her er netop din side bare en kæmpe inspiration. Fantastisk side du har – flot og yderst lækkert lavet. Dejligt at du orker og har tid til at dele med alle os andre “chili-nørder” 🙂
    Hilsen Annette (også kaldet “Chiliheksen”)

    • Tusind tak for de fine ord Annette – det er den slags som gør det sjovt at dele 🙂

      Du deltager naturligvis i lodtrækningen om en pose krydderier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *