Blommechutney med appelsin og chili

Blommechutneyen her smager skønt af sol og sommer. Appelsinen giver blommerne et flot modspil og begge dele passer fint med chilien.

Hvis blommerne er for modne kan chutneyen blive lidt tynd. Man kan selvfølgelig tykne den med geleringsmiddel hvis det sker – men jeg synes nu ikke det gør noget at konsistensen ikke er ens fra gang til gang.

Portionen her er ret stor – divider selv – eller lav det hele, det plejer at blive spist hurtigt  ;o)

 

Ingredienser:

3 kg blommer, gerne kun lige knap modne, stadig syrlige
6 økologiske appelsiner
1200 gr honning
3 dl æblecidereddike
200 gr ingefær
chili efter smag
2 spsk salt – jeg bruger Maldon
Evt. rørsukker eller mere honning til at justere sødmen med

Atamon

  

Sådan gør du:

Skyl blommerne, halvér og udsten dem og skær dem i  mindre stykker efter smag. 

Vask appelsinerne og riv skallen fint – gem den til senere. Pres saften af appelsinerne.

Skræl ingefæren og hak den fint sammen med chilien – det gøres nemt i en foodprocessor hvis du lige skærer det i mindre stykker først.

Alle ingredienserne, på nær appelsinskal og Atamon,  bringes i kog i en gryde, hvor det simrer til blommerne er møre og chutneyen har en passende konsistens. Undervejs smages evt. til med rørsukker/mere honning hvis du synes at det skal være sødere (kommer an på hvor syrlige blommerne er samt din smag).

Skum urenheder af undervejs og rør jævnligt i massen, især mod slutningen.

Når chutneyen er ved at være færdig tilsættes den revne appelsinskal og det hele gives et sidste opkog.

Gryden tages af varmen og Atamon tilsættes efter anvisning på flasken.

Hældes straks på rene, skoldede og atamonskyllede glas, som straks lukkes. De vendes hurtigt en gang på hovedet og tilbage igen når låget er kommet på.

 

Tip: 

Brug gerne andre citrusfrugter – helt eller delvist. En god rød balsamico kan erstatte æblecidereeddiken.

Spises til kød og ost (især blå), på indisk mad og karryretter – og hvad du ellers måtte syntes. Fænomenal på leverpostej.

  

Print Friendly, PDF & Email

2 tanker om "Blommechutney med appelsin og chili"

    • Tak skal du have Mathilde ;o)
      Mange af dem laver jeg selv – og andre er nogle som jeg har fundet på nettet engang og lavet om til de passer mig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *