Hotte kikærte-deller

De her deller er smækfyldt med smag og masser af chili efter ønske. De er ikke specielt svære at lave, men man skal lige huske at sætte kikærterne i blød om morgenen. Man kan også koge kikærterne dagen før man laver dellerne og så opbevare dem på køl – eller man kan ’snyde’ og bruge kikærter fra dåse eller papbrik eller hvad de nu kommer i efterhånden.

Ingredienser: 

500 gr tørrede kikærter

3 løg

½ hvidløg (ikke ½ fed – ½ hvidløg)

1 topspsk. stødt spidskommen

1 topspsk. stødt koriander

1 topspsk. flagesalt eller andet groft salt

rød chilisauce efter smag (jeg bruger min egen, som er dødstærk)  – eller frisk eller tørret chili – masser af chili

5 æg

2 spsk hvedemel

olivenolie til stegning – rigeligt

 

Sådan gør du:

Hvis du bruger tørrede kikærter skal de sættes i blød 10-12 timer i koldt vand. Lad dem stå på køkkenbordet. Ca. dobbelt så meget vand som kikærter (hellere for meget end for lidt). 

De begynder at stå og ’småpoppe’ – det er helt normalt.

Skyl kikærterne og kog dem i frisk vand med salt i ca 30 – 40 minutter. Du kan smage når de begynder at blive møre.

Køl dem af. De behøver ikke at være helt kolde, men håndlune skal de være inden du bruger dem, så de ikke får æggene til at koagulere.

Smid resten af ingrdienserne i foodprocessoren og kør det til en passende masse – der må gerne være små stykker løg i.

Hæld massen over kikærterne (man kan ikke have det hele i foodprocessoren på en gang her hos mig) og bland det i maskinen af 2 – 3 omgange. Hvor fint du ‘hakker’ det er op til dig – jeg synes at det skal have lidt struktur – ikke være helt mos.

Hvis du synes at massen er for tør, kan du hælde en smule olivenolie, fløde, eller et æg mere i.

Varm en pande op med rigeligt olivenolie på og form og steg dellerne. 

De skal ikke være for store, så falder de fra hinanden. Kikærtedeller er lidt mere porøse end frikadeller, så brug en forsigtig hånd og en meget flad spatel – så skal de nok blive fine.

Server dem som du ville servere frikadeller – de kan bruges til alle de samme ting – men er en spændende og krydret variant – samt en måde at begrænse sit kødforbrug på uden at føle sig ’snydt’.

 

Tip:

Brug masser af friskhakkede krydderurter i dem også – især persille er vi meget begejstrede for i dem her.

Hakkede/revne grøntsager er også et hit i dem her. Eller ost – feta eller revet ost med masser af smag.

Friskstødte krydderier smager absolut bedst. Hvis du er den lykkelige ejer af en krydderimølle – så kværn dem gerne selv til denne opskrift.

Jeg ved ikke hvor mange dåser/brikker man skal bruge i stedet for friske, men jeg vil gætte på 3 til denne portion.

Print Friendly, PDF & Email

6 tanker om "Hotte kikærte-deller"

  1. Hej Vivi

    Jeg var til chilifestival og købte en af dine produkter, hvis jeg nu gerne vil købe noget igen, hvordan finder jeg dig så? Hvornår skal du ud igen med dine produkter?

    Med venlig hilsen
    Gitte O.

    • Hej Gitte

      Jeg er rigtig glad for at du kan lide hvad du har købt så godt at du gerne vil have mere 🙂

      Jeg er ikke så tit ude, da dette blot er en hobby – men hold øje her på siden under Salg oppe i menuen. Når jeg skal ud til noget offentligt igen, så vil det stå der.

  2. Hej Vivi,

    Vi har det på samme måde, vi spiser også helst økologisk eller vores eget avl (høns og kaniner). Kikærterne koger lige nu og jeg har et håb om at jeg kan klare mig uden en foodprocessor nu hvor man koger dem først, ellers bliver det nogle meget grove deller 🙂
    Tak for inspiration!

    Didde

  3. De er blevet rigtig gode efterhånden – især nu hvor vi kan smide en hel masse chili i – Stefan skulle lige lære det, hehe 😉
    Vi får rigtig tit alle mulige varianter af dem. Vi spiser ikke så meget kød, så de er et hit.
    (vi er ikke vegetarer, men spiser helst kun økologisk – og det er jo så ikke lige hver dag vi behøver kød)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *