Fooled Pårk

Jeg har i et stykke tid leget med seitan (se mere under ‘tips’) og har nu fået krydret mig frem til en række opskrifter som falder i vores smag. Jeg vil dele nogle af dem med jer det næste stykke tid. Det særligt interessante ved seitan fremstillingen er efter min smag netop at man kan krydre det fuldstændigt som man vil og dermed har et produkt som ikke blot er krydret på ydersiden.

Fooled Pårk - burger klar til servering

Ingredienser:

4 – 6 dl gluten-mel

1 dl kikærtemel

1½ dl velsmagende gærflager

4 spsk røget paprika

4 spsk løgpulver

2 spsk hvidløgspulver

1 spsk fint salt

chili efter smag

Evt. barbecuekrydderi eller mex krydderblanding

 

6 dl vand

8 topspsk tahin

4 spsk soya sauce

1 spsk røgaroma

 

En sødlig/stærk barbecue sauce

 

Sådan gør du:

Sæt en stor gryde vand med lidt salt over at koge imens du forbereder resten.

Bland alle de tørre ingredienser i en skål.

Bland alle de våde ingredienser – på nær barbecue sauce – i en skål. Sørg for at tahin’en er rørt godt ud. Det er nemmest hvis du starter med at mode den ud i væsken med bagsiden af en ske.

Hæld de våde ingredienser i de tørre og bland godt rundt til der dannes en ensartet masse – massen hældes ud på bordet og æltes og der tilsættes mere gluten-mel hvis nødvendigt. Konsistensen skal være som en en godt fast brøddej. Formes nu som et brød.

Når vandet koger kommes ’brødet’ i og der skrues med det samme ned, så vandet kun simrer. Simrer nu under låg ca 60 minutter.

Tag det op af vandet og lad det dryppe af – det må gerne køle lidt eller helt af inden næste skridt.

Næste skridt er at ’trække’ seitan’en i småstykker med enten Pulled Pork Bear Claws, et par gafler eller blot fingrene.

Kom stykkerne på en pande med lidt olie – eller brug grillen og en bakke til at stege dem i. De kan naturligvis også grilles i ovnen.

De skal steges/grilles indtil der er fordampet en del vædske og overfladen begynder at være chewy og ristet.

Nu tilsættes barbecuesaucen og der steges /grilles videre til den har sat sig som et lækkert, klistret lag.

Brug gerne røg på grillen når du griller ude.

Tips:

Hvis du ikke spiser kød generelt eller måske bare gerne vil skære ned på det, men samtidig gerne vil prøve noget der kan bruges på samme måde, er seitan en sjov ting at lege med. Seitan har mange andre navne også: hvedekød, hvedegluten, kunstig kød, ‘mock duck’ osv. Fælles for dem er at de er lavet af gluten delen af hvedemel som æltes sammen med en række smagsgivere og tilberedes – ofte ad 2 gange – og derefter har en tekstur der kan minde om kød. Man kan få gluten ved enten at ‘vaske’ en hvededej eller ved at købe melet færdigt. Jeg bruger den sidste model. Konsistensen kan man selv justere både med væskemængden og tilberedningsmåden – men som udgangspunkt er strukturen i stil med møre koteletter og pølser. Senere ser vi på hvordan man laver mere faste ting.

Det er vigtigt at de tørre ingredienser blandes god med hinanden for sig selv og det samme gælder de våde – før de to ting blandes sammen. ’Dejen’ samler sig hurtigt og det kan være svært at fordele ingredienserne, hvis ikke de er blandet godt som beskrevet, inden tørt og vådt blandes sammen.

Du kan fryse din Fooled Pårk, både som et helt stykke, når den er trukket i små stykker eller når den er helt færdig og grillet/ristet.

De forskellige mærker af gluten-mel opfører sig en lille smule forskelligt og der kan derfor være forskel på hvor meget du skal bruge af melet i opskrifterne. I denne skal du starte med 4 dl og så tilsætte mere under æltningen indtil konsistensen er rigtig.

Hvis du synes at portionen er for stor – eller måske vil du lige prøve med en mindre første gang – så kan du halvere den og den skal så simre ca 40 minutter.

Hvis du steger det og bruger olie, så prøv at tilsætte lidt af olien i form af ristet sesamolie – det giver en lækker smag.

Hvis du har en Multi Fry kan det sagtens laves i den – brug kun undervarme og trin 4 (det højeste) med låget åbent.

Fooled Pårk - ingredienser Fooled Pårk - de tørre ingredienser målt op Fooled Pårk - de tørre ingredienser blandet Fooled Pårk - de våde ingredienser blandet Fooled Pårk - dejen røres sammen Fooled Pårk - dejen er æltet godt og formet til et brød Fooled Pårk - dejen er lige kommet i vandet Fooled Pårk - dejen er lige færdig og vandet hældt fra Fooled Pårk - her har den kølet en håndfuld timer på køkkenbordet og overfladen er tørret ud Fooled Pårk - nu skal der trækkes i småstykker Fooled Pårk - sådan ser stykkerne ud Fooled Pårk - stykkerne er stegt i en smule olie Fooled Pårk - der tilsættes barbecuesauce Fooled Pårk - der er stegt videre et par miutter med saucen Fooled Pårk - burger klar til servering Fooled Pårk - burger med Fooled Pårk samt slaw og hummus

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.