En lækker dip til rå grøntsager i hapsestørrelse, friskbagt ‘tyrkisk’ brød eller flutes, ristede brødpinde eller grissini. God på ‘tapas-bordet’ og som spread i boller og sandwich. Lækker sammen med æg. God til grillmaden på et stykke friskgrillet brød.
Smagen er frisk, let syrlig og alligevel toppakket med umami. Måske mere en tomathummus end en tapenade – men bare smag den ;o)
Man kan vælge at lave en hot chiliversion uden krydderurter (nemt om vinteren med chili fra fryseren) eller skrue lidt ned for chilien og godt op for de friske krydderurter i en lækker sommerversion. På billedet er der masser af koriander i.
Ingredienser:
Et stort glas soltørrede tomater i olie – eller to mindre glas
3 spsk tahin
2 tsk salt
1 tsk rå rørsukker
Saft og fintrevet skal af 1 citron eller to lime
½ hvidløg – mere eller mindre efter smag
Frisk chili efter smag
En god olivenolie
Evt. masser af friske krydderurter efter smag – eks. basilikum i rå mængder, persille, løvstikke, koriander osv.
Evt. vand til konsistensen passer
Sådan gør du:
Alt køres sammen i foodprocessoren til det bliver en homogen masse.
Olien fra tomaterne skal med – eller du kan fiske dem op og smide deres olie væk og i stedet bruge en god jomfruolivenolie.
Chilielskeren kan smide godt med chili i denne – tomatsmagen skal nok trænge igennem – og du har en lækker chilispread til at smøre på brød, kød, kogte æg m.m.
Man kan jo variere den slags i det uendelige. Om vinteren hvor friske krydderurter som regel ikke bruges i rå mængder kan man jo eksperimentere med andre smagsgivere. Det kunne være kapers, ansjoser, oliven, parmegiano el. pecorino, forårsløg eller den kan lettes med lidt frisk tomat, frosne majs osv. Tørrede krydderurter eller krydderier kan også bruges.