Barbecue sauce med mørk skovhonning

Der findes rigtig mange lækre barbecuesauce opskrifter rundt om på nettet – nogle af købeversionerne er hæderlige og som oftest får man lige selv rodet et hit sammen i en skål inden grillningen, som ikke kan genskabes præcist, men man laver bare et nyt næste gang. Jeg har nogle ingredienser som jeg bliver ved med at vende tilbage til og har lavet en sauce i lidt større portion som er kommet på flaske. Her i en lidt speciel variant med mørk skovhonning.

Saucen her er tænkt som en barbecue sauce af den slags som man smører på kød og grønt de sidste øjeblikke af grilltiden. Den kan også serveres til det grillede eller stegte kød og grønt som dip eller sauce.

Det er en lidt mere tidskrævende proces end at hapse en flaske i supermarkedet, men jeg synes jo selvfølgelig at det er det værd. Bedøm selv, hvis du har mod på at prøve.

Denne portion giver ca. 2,2 liter.

Ingredienser:

1 kg semidried, røgede tomater 

Chili efter smag – evt. røget

200 gr mørk skovhonning

100 gr tamarindpasta + 1 liter vand

3 dl mørk soya (brug den tykke fra asiatersupermarkedet)

3 hele hvidløg

1 dl mørk sesamolie

Atamon

 

Sådan gør du:

Tomaterne deles på midten og tørres i ovnen. Store tomater står hos mig ca. 15 timer ved 50 – 60 grader.

Derefter koldrøges de ca. 12 timer.

Tamarindpastaen udrøres i 1 liter kogende vand og står og trækker minimum 30 minutter. Saften sies herefter ned i gryden og pulpen smides ud.

Alle ingredienser blandes i gryden og simrer under låg ca 30 minutter.

Blendes herefter – gerne med en stavblender. Ellers skal massen køle af til den temperatur som din foodprocessor eller blender kan håndtere.

Når det er blendet til en passende konsistens koges massen op igen. Herefter tages den af varmen og der røres Atamon i. 

Hæls saucen på rene, skoldede, Atamonskyllede flasker.

 

Note:

Selvfølgelig kan du bruge varmrøgede tomater i stedet – det tager jo kun en time eller to alt efter hvor meget varme du giver dem – så er de tørret lidt og røget. Friske tomater – uden røg – kan også bruges, så er det bare lidt noget andet.

      

 

Bland andet brugt til: grillet kylling, grillet peberfrugt (T-bone har fået Barbecue krydderi)

 

 

Lavet med bl.a. én Trinidad Scorpion Morouga Blend til en portion.