Et hit på weekendmorgenbordet og en god måde at bruge marmelader med chili på.
Ingredienser:
1 ds kokosmælk – 400 ml
2 bananer
225 gr hvedemel
1 spsk sukker
½ tsk salt
2 tsk bagepulver
evt lidt vanillapulver
smør eller kokosolie til bagningen
Sådan gør du:
Pisk kokosmælk og mel sammen. Skær bananerne i mindre stykker, bare 4-5 stykker – håndmixeren klarer resten – og kom dem i sammen med resten af ingredienserne. Bananerne må gerne være i små stykker – ikke nødvendigvis kørt helt til mos.
Pisk det hele godt sammen. Konsistensen skal være tyk pandekagedej. Stadig fint flydende, men meget tyk. Justér evt. med lidt mælk eller mel hvis nødvendigt. Der er forskel på hvor flydende de forskellige kokosmælk er.
Bages i en lille pande i en smule smør eller kokosolie. Bruger en lille tykbundet pande og lægger fine ‘klatter’ midt på – men er du den lykkelige ejer af en blinispande er den også fortræffelig omend de bliver lidt små. Pandekagerne skal nu ikke være for store i omkreds på almindelig pande heller – 10-12 cm er passende.
Hold pandekagerne lune i oven på 50 grader imens du bager resten færdige.
Serveres med chiliappelsinmarmelade – eller hvad du nu kan lide.
Tips:
Du kan komme næsten hvad som helst i de her pandekager – prøv at smage dem til med ting som korender, friske bær – blåbær er en klassiker, kardemomme, chili, revet appelsin- eller citronskal. hakkede pistacienødder, friskhakket chili osv.
Ovenpå og mellem lagene er der også mange muligheder. Prøv eks. med blåbærsirup, den klassiske ahornsirup, alle chilimarelader er et hit, gerne frisk frugt og bær, chokoladesauce, bacon, spejlæg osv. Kombinér gerne nogle af favoritterne.