Ingredienser:
300 gr mandler
200 gr pistacienøddekerner, usaltede
3 – 4 bittermandler eller abrikoskerner
1 æggehvide
100 gr flydende glukose
200 gr blød nougat
ca. 1 tsk chilipulver eller hakket frisk efter smag
2 – 2½ tsk engelsk lakridspulver (med lille top)
100 – 125 gr god chokolade til overtræk (lys eller mørk efter smag) – og evt. lidt chili og lakridspulver
Sådan gør du:
Skyl en mælkekarton og læg den ned med åbningen op. Klip den øverste tredjedel af (se billede). Fór den med bagepapir og hold den sammen med en klemme henne hvor den var åben.
Smelt nougaten over vandbad med chili og lakrids. Smag til om det er stærkt nok – husk at det skal indeni den søde kransekage, så det kan godt tage noget kapow.
Hæld nougaten i mælkekartonen og lad det stivne igen. Jeg sætter den på køl.
Imens kan du forberede mandlerne. Hæld kogende vand over og lad dem trække 2 minutter. Hæld vandet fra og kom frisk kogende vand over. Lad dem igen stå 2 minutter. Smut dem hvis de er klar. Hvis skindet sidder for fast, så giv dem et nyt hold kogende vad i 2 minutter. Mandlerne smuttes nemmest ved at du kun lige hælder lidt vand fra, sådan at de øverste mandler i skålen er fri for vand, men dem nedenunder er dækkede. Efterhånden som du kommer ned i skålen hælder du lidt vand fra af og til.
Kom de smuttede mandler i foodprocessoren sammen med pistacienøddekernerne og bittermandler/abrikoskerner. Kør dem til et mediumgroft mel. Tilsæt æggehvide og glukose og kør igen til en marcipandej former sig. Der skal nok stoppes og skrabes ned af siderne nogle gange undervejs.
Tag marcipanen ud af foodprocessoren og ælt den igennem på køkkenbordet. Pak den i film og læg den på køl indtil du er klar til at bage. Gerne mindst et par timer.
Nougaten skæres i 16 lige store stykker.
Marcipanen deles også i 16 klumper. Brug evt. en vægt. Vej den store klump og divider med 16 og vej hver lille klump af (de skulle gerne veje ca. 40 gram hver). De bliver også flottere bagt når de er ca. lige store, så vejningen er en god idé.
Rul hver klump til en pølse som er 1 cm længere end nougatstykkerne. Pres pølserne flade, læg nougat på og luk marcipanen pænt sammen om nougaten. Form hvert stykke i en let afrundet trekantform med fingrene – eller lav dem let buede hvis du bedre kan lide det. Sørg for at der er lukket med marcipan hele vejen rundt om nougaten.
Læg stykkerne på bagepapir som er lagt på 2 bageplader som er lagt oven på hinanden (det gør man altid med kransekage for ikke at få dem for mørke i bunden).
Forvarm ovnen til 225 grader og bag stykkerne ca. 8 – 10 minutter. Hold godt øje med dem. De skal være lysebrune, men ikke mere end det.
Lad dem køle helt af på bagepladen uden at røre dem. De er bløde når de er varme.
Når de er kølet af, løsnes de fra bagepapiret, men bliver på dette.
Temperér chokoladen – se evt. lidt om chokolade – og lad den køle til konsistens som en tyk glasur. Husk at skrabe den ned af siderne i skålen under afkølingen, så den ikke stivner der.
Kom chokoladen i en lille frysepose som du klipper et meget lille hjørne af. Brug posen som sprøjtepose og kom chokolade på stykkerne i zigzag striber eller hvad der nu passer dig.
Lad chokoladen stivne helt før du fjerner stykkerne fra bagepapiret.
Tips:
Hvis kransekagemassen ikke er sød nok til din smag (husk at der kommer nougat i) – så kan du ælte lidt flormelis i den. Brug en lille bitte smule koldt vand hvis den bliver for tør – eller lidt mere glukose hvis du vil klistre med det. Versionen her er ikke ret sød i sig selv.
Du behøver ikke temperere chokoladen hvis ikke du gider – men det ser altid flot ud.
Selvfølgelig kan du komme glasur på dine kransekagestykker hvis du hellere vil have det – du kan evt. se hvordan på opskriften med de traditionelle kransekagestykker.
På billedet har jeg lavet dobbelt portion nougat – jeg skulle bruge noget til almindelige lyde stykker også. Dit vil altså være halvt så tykt.
Hvis fingrene hænger i når du arbejder med marcipanen til sidst, så skyl hænderne ind imellem. Det går nemmest med rene hænder og de må gerne være fugtet en smule med koldt vand hvis det går nemmere for dig.
Jeg bruger flødechokolade på disse – smeltet med lidt chili og lakridspulver lige som nougat’en. Chokoladen køles af under omrøring og nedskrabning fra siderne hvert 3-4 minut, indtil man kan forme små toppe i den som bliver stående. Så er den tempereret fint og har den rigtige konsistens.
Har også forsøgt mig med en version med samme fyldt, men kransekagen er lavet af 4 abrikoskerner, 250 gr mandler med skind, 250 gr valnødder, ca 200 gr rå rørsukker, 1 æggehvide og chililakridssirup til massen har en god, blød konsistens. De er lidt fedtede at forme – men det går.
Den blev meget anderledes, men rigtig lækker. Siruppen gav den en masse smag som går forrygende med valnøderne og nougat’en – en nærmest maltagtig duft og smag, der sammen med farven og konsistensen leder tankerne lidt hen mod rugbrød – på den absolut allerlækreste måde. En sjov variant – der i min version ikke er så sød – og derfor faktisk vil gå rigtig godt til en champagne.