En stor høst af halvmodne tomatillos gav mig idéen til denne. Tomatillos er ellers en frisk salsafavorit her i huset, men frostens pludselige ankomst gav en meget stor portion tomatillos, som skulle plukkes med det samme. De kan sagtens fryses, men så synes jeg at de er bedst i varme retter efter optøning, da de mister spændstigheden i fryseren.
Så en lækker syrlig limesmagende tomatillo salsa på glas til vinterens mange tortillas og nachos er nu frembragt.
Ingredienser:
2 kg tomatillos – din yndlingssort, evt. blandede og gerne halvmodne
8 – 12 lime (8 store eller 12 små)
1 håndfuld medium stærke grønne eller gule chili
3-4 løg str. medium
1 hvidløg
ca 30 gram havsalt
1 – 10 spsk rå rørsukker
evt. Atamon
Sådan gør du:
Fjern den papirsagtige skal fra tomatillos’ene og skyl dem godt.
Pres saften fra limefrugterne og kom den i gryden.
Pil hvidløgsfedene. Skræl løget og del det i ottendedele. Hak hvidløg og løg i foodprocessoren til det er mellemfint til groft. Kom dem i gryden.
Vask chilierne og skær stilkene af. Skær chilierne i stykker og hak dem mellemfint til groft i maskinen. Kom dem i gryden.
Skær tomatillos i kvarte og kom også dem i foodprocessoren af nogle omgange og hak dem mellemfint til groft. I gryden med dem.
Tilsæt salt.
Bland salsaen sammen i gryden og bring den stille og roligt i kog. Lad den koge ved middelvarme til den er kogt lidt ind. Konsistensen skal være som (tynd) marmelade. Hvor tyk eller tynd er op til dig. Det kan godt tage 30 – 90 minutter. Der skal omrøres hyppigt.
Undervejs smages til med sukker. Jeg synes ikke at salsaen skal være sød, blot lige balanceres. Hvor meget sukker der skal i, kommer helt an på hvor modne/grønne tomatillos’ene er. Smag også om du vil have mere salt i – eller en stærk hakket chili.
Når salsaen er færdig tages den af varmen og hvis du bruger Atamon tilsættes dette nu efter anvisning på flasken.
Fyld salsaen på rengjorte, skoldede og evt. Atamonskyllede glas eller flasker.