Foreller med fyld

Foreller er taknemmelige fisk at tilberede og de smager fantastisk sammen med en spicy smagsgiver. Jeg bruger altid hvad jeg lige har ved hånden fra krydderurtebedet – men her er et godt eksempel på nemt fyld med chili imens vi venter på krydderurterne.

Ingredienser:

Til 4 personer:

4 foreller

4 – 6 store forårsløg

4 – 6 fed hvidløg

4 toptsk dijonsennep

hakket chili efter smag

friskrevet skal af 1 økologisk citron

salt og peber

saft af 1 citron

4 stykker bagepapir til at pakke forellerne i

  

Sådan gør du:

Rengør forellerne.

Finthak chili og hvidløg. Hat forårsløg lidt grovere.

Bland forårsløg, hvidløg, chili og citronskal og smag til med salt og peber.

Læg forellerne på hvert sit stykke bagepapir og smør 1 tsk dijonsennep inden i hver.

Fordel fyldet i forellerne. Luk til og klem citronsaft over fiskene.

Luk hver pakke godt til og læg dem i et fad.

Bag forellerne 20 – 30 minutter (efter størrelsen) ved 200 grader i ovnen.

Pakkes ud og serveres sammen med eks. salat, friskbagt flutes og pesto.

På billedet er de serveret med halverede avocado med citronsaft, creme fraice, salt og peber, samt friskbagte flutes og rødbedehummus.

 

Smager endnu bedre grillet (uden bagepair) i en ‘fiskeholder’ på grillen udenfor – så gnides de med olie udenpå før grillningen og citronsaften dryppes først over ved servering. 

  

Rødbedehummus med chili

Friskbagt brød med en god pesto, tapenade eller hummus er ikke til at stå for. Det kan bruges som tilbehør de fleste grøntsags-, kød- og fiskeretter og smager skønt som en haps i sig selv.

Her er en lille krydret sag baseret på rødbeder som vi er ret begejstrede for.

Ingredienser:

600 – 700 gr rødbeder i ensartet størrelse

4 spsk tahin

4 – 5 fed hvidløg

chili efter smag, frisk, sauce eller tørret

revet skal af ½ citron

3 spsk god balsamico (eller citronsaft)

1 spsk stødt spidskommen 

1 tsk salt, gerne røgsalt

 

Sådan gør du:

Skyl rødbederne og pas på at du ikke perforerer skrællen – de skal koges hele med skræl på.

Kog rødbederne i godt saltet vand der lige dækker. Kogetiden er 30 – 60 minutter alt efter størrelse. Kan du ikke finde dem i ens størrelse så sæt de største over først og læg de mindre i gryden undervejs.

Lad rødbederne køle let af (10 – 15 inutter) – og gnid derefter skrællen af. 

Skær rødbederne i grove stykker og læg dem i foodprocessoren sammen med resten af ingredienserne.

Kør til en mellemfin masse efter din smag.

Smag til med mere af smagsgiverne hvis du synes der mangler noget.

Opbevares på køl i en lille uge.

Smager supergodt til friskbagt fladbrød eller flutes. Også godt til grøntsager, i sandwich, som dip til rå grøntsager, som relish og meget andet….

Skulle nogen sidde og tænke: sikke da noget hippiefis – så nej, det er smadderlækkert og rigtig spicy  ;o)

 

Coleslaw

Hjemmelavet coleslaw smager kanongodt i forhold til købeversionen – og da en af coleslaw-klassikerne oven i købet indeholder chili – ja så er der vist ingen undskyldning for ikke at lave den  ;o)

Ingredienser:

ca 3 dl mayonaise – gerne hjemmelavet (se opskrift her), så kan man få nogle af de gode olier samtidig

1 dl rå rørsukker

½ dl æblecidereddike

2 tsk sellerifrø (eller 3 -4 hvis du som jeg er helt vild med dem)

2 tsk flagesalt, måske mere – smag til

finthakket chili eller chilisauce efter smag – jeg bruger min gule chilisauce til denne

1 medium størrelse hvidkålshoved – eller rødkål eller spidskål eller…

et par gode gulerødder

1 medium str. løg af din yndlingslags – eller et par salatløg eller andet løg

 

Sådan gør du:

Bland ingredienserne til dressingen og smag til med smagsgiverne hvis du synes der mangler noget. Jeg synes at dressingen godt må være til den lidt syrlige side med et godt chilibid.

Finthak løg og kål – riv gulerødderne og bland det hele – voila – det var nemt.

Smager dejligt til grillmad, stege, i det hele taget som tilbehør til en masse ting…

Mimosa med chili

Mimosa er en cocktail bestående af halvt champagne/mousereden vin og halvt appelsinjuice.

2/3 dele appelsin og 1/3 bobler hedder en Bucks Fizz (ikke at forveksle med 80’er bandet).

Appelsinjuicen skal selvfølgelig helst være frisk – altså friskpresset.

Vi stod med en flok bobler fra en anden sammenhæng, som er af den kvalitet der godt kan tåle at blive piftet lidt op  ;o)  – så en Mimosa til søndagsbrunchen var da indlysende…..og da jeg nu er mig, skal der da chili i sådan én.

Ingredienser:

Bobler (champagne eller mousserende vin)

Appelsiner

Frisk chili

 

Sådan gør du:

Fjern kernerne fra chilierne og hak dem helt fint til de bliver til mos. Pres saften ud af dem gennem en lille sigte – det gøres nemt med bagsiden af en teske. Tilsæt nogle dråber vand til massen i sigten og pres igen. Gentag et par gange.

Hæld chilisaften i et vin- eller champagneglas.

Pres appelsinerne og fyld glasset halvt op med appelsinsaften.

Top op med bobler.

Skøn til brunchbordet eller som aperitif.

Skulle også være effektiv mod tømmermænd.

 

Tip:

Du kan bruge en af chilisirupperne i denne drink i stedet for frisk chili.

Du kan naturligvis bruge danskvand, cider eller andet at toppe op med.

    

 

 

Rødbeder med chili, flødestuvede

Når der kommer rødbeder med i grøntsagskassen, bruger vi dem tit enten rå i salat eller ovnbagte sammen med andre rodfrugter. Men jeg faldt over en opskrift på flødestuvede rødbeder forleden som måtte prøves – og rettes lidt til efter vores smag. Det blev rigtig lækkert og bestemt ikke sidste gang vi prøver det. Vi havde både de almindelige mørke og nogle flotte stribede denne gang – det så festligt ud nede i gryden.

Andelåret på billedet er et confiteret et af slagsen som er ristet sprødt på panden. Det er fra en økologisk opdrætter i Vestjylland og købt gennem Årstiderne. Det er noget af det bedste and som jeg nogensinde har fået. De sælger det en gang imellem – også hele ænder derfra jævnligt – de er vildt gode. Årstidernes proteinudvalg varierer meget – men det er alt sammen super kvalitet. 

Ingredienser:

1 kg rødbeder, brug de røde, gule, hvide, stribede – hvad du lige har

4 dl piskefløde

1 meget stort bundt bredbladet persille, grofthakket

1 topspsk dijonsennep

gul chilisauce efter smag

salt og peber

evt lidt jævner

 

Sådan gør du:

Skræl rødbederne og skær dem i tern på ca 1×1 cm.

Kog dem møre med salt under låg i vand som lige knapt dækker – det tager ca 5 – 6 minutter. Husk at rødbeder er temmeligt faste, det skal de være – smag dig frem om de har fået nok.

Hæld næsten alt vandet fra – der skal være ca ½ cm tilbage i gryden – og tilsæt fløden.

Smag til med sennep, gul chilisauce, salt og peber. Man skal kunne smage alle ingredienserne.

Jævn evt. retten med lidt af din foretrukne jævner.

Lad det simre kort og vend persillen i. Varm igennem og server med det samme.

 

Mayonnaise

Det er supernemt at lave hjemmelavet mayo – og med gode råvarer slår smagen en færdigkøbt til hver en tid.

Ud over standardmayoen kan man jo lave det med lige den smag som man har lyst til. Se et par forslag fra husets favoritter nederst i indlægget.

Ingredienser:

1 helt økologisk æg

2 – 3 tsk hvidvinseddike (eller anden eddike – eks æblecidereddike) – eller citronsaft

1 lille tsk salt – røgsalt når det passer i smagen

2 tsk dijonsennep – kan udelades, kommer an på hvad der ellers skal i, men er godt i en plain mayo

ca 2 – 3 dl god koldpresset olie med neutral smag – eks. solsikkeolie.

Smagsgivere

Sådan gør du:

Du kan lave mayo i hånden med piskeris, med elmixer eller i foodprocessor. Jeg bruger det sidste.

Sørg for at ingredienserne har nogenlunde samme temperatur, så skiller mayoen ikke.

Hæld æg og salt i foodprocessoren. Kør 1 minuts tid på laveste hastighed.

Tilsær eddike og evt. dijonsennep og bland det kort.

Lad foodprocessoren køre ved middel hastighed imens du hælder olien i en meget tynd stråle – pas især på i starten. Tilsæt olie indtil mayoen har den konsistens du ønsker.

Smag til med evt. ekstra salt, sennep og eddike.

Opbevares bedst i lufttæt emballage – eks. et rengjort sylteglas – i køleskabet. Holdbarhed ca. 1 uge, hvis mayonnaisen ikke kommer ud og stå og ilte i varmen. Tag det du skal bruge og sæt det tilbage på køl med det samme.

Note:

Ikke alle bryder sig om at spise rå æg, især pga. faren for salmonella. Økologiske æg er stort set aldrig salmonellaramt (det er dog sket). Du kan sagtens bruge pasteuriserede æg  i stedet – det anbefaler de fleste (for ikke at risikere salmonella). Jeg synes at de smager af pap. Gør som din samvittighed og risikovillighed byder dig.

Varianter:

– Sennep: brug grovkornet sennep, gerne med hele frø og smag til med både grovkornet og alm. dijon. God til fisk og (nye) kartofler.

– Citron: riv skallen af en økocitron og put i til sidst. Brug citronsaft i stedet for eddike. God til rejer, krabbekløer og makrelmadder. Smag evt. til med groft peber.

– Hvidløg: put 1-2-3-4-5-6 fed hvidløg i samtidig med eddiken og sennep’en. Så bliver de findelt imens du rører olien i. Smag gerne til med både salt og groft peber og evt. et lille nip sukker. God til alt. Fantastisk til eks.  madder med kartofler, tomater og forårsløg.

– Chili: tilsæt finthakkede chilier hen mod slutningen af tilberedningen, så de lige får lov til at  ‘hakke’ med lidt. God til især (acti)fritter. Kombiner evt. med røgsalt og/eller røget paprika.

En mayonaise med rigeligt god aromatisk friskhakket stærk chili røres op med lige dele creme fraiche og smøres på hjemmebagt sanwichbolle med friskgrillet kød og ny salat – så bliver det ikke meget bedre.

I det hele taget kan mayoer jo altid mixes med lidt creme fraiche hvis de skal lettes lidt.

– Krydderurter: tilsæt dine favoritkrydderurter til sidst – finthak dem på skærebrættet inden og sørg for at de er helt tørre hvis du har skyllet dem. God til: (nye) kartofler og fisk. Her i huset skal man have løvstikkemayo og nye kartofler en gang imellem når begge del fås friske – og ikke at glemme ramsløgsmayo med masser af de lækre blade i.

– Med krydderier: brug dine yndlingskrydderier og eksperimentér dig frem. De kan hældes i sammen med eddiken og justeres til sidst. God til hvad som helst. Røget paprika og røgsalt i stedet for almindelig er et stort hit her. Karrymayo som basis for en hjemmelavet karrysalat til kartoffel- eller sildemaden.

– Kapers. Hæld kapers i når mayoen er færdig og kør et par omgange mere så de bliver hakkede. Mums.

En rest mayo med en god smagsgiver er alletiders til at dyppe stænger af rå grønsager i. Bland den evt. op med lidt creme fraiche.

Koldpresset olie er langt det bedste at bruge af mange årsager. Du kan bruge hvilke som helst olie, men hvis den ikke er neutral i smagen skal man lige være opmærksom på at den jo er en stor del af mayoen og derfor smager godt igennem.

Nogle olivenolier er også helt smagsneutrale. Prøv dig frem eller læs nogle tests af dem. Bor du i nærheden af en Oil & Vinegar har de en helt neutral som også er velegnet til bagning og stegning hvor man ikke ønsker olivensmagen.

   

Fyldte ovngrillede chili

En opskrift på nogle hapsere som er gode til en kold øl eller som forret eller…

Ingredienser:

Medium stærke eller milde chilier

Et lille stykke rigtig godt bacon

Et par batater (søde kartofler) eller kartofler – skåret i tern på ca 1×1 cm

Revet eller hakket cheddar ost – ca 100 gr

4 spsk mascarpone

Lidt røget paprika

Lidt salt

Et nip stærk chilipulver eller hakket chili eller…

Piskefløde

Evt. friskhakket krydderurt – eks. oregano eller rosmarin – brug hvad du kan lide – alternativt tørret

Sådan gør du:

Skær bacon i små stykker og steg det sprødt på en pande – læg det på en tallerken, men behold fedtet på panden.

Steg bataterne/kartoflerne møre i baconfedtet ved svag varme – læg dem til side og køl let af – kassér restfedtet hvis der er noget.

Læg chilierne på skærebrættet og skær den øverste fjerdedel af, sådan at stilken bliver siddende på det store stykke og du har en fin chili til at fylde. Skrab kernerne ud.

Hak den del af chilierne som du skar væk fint – og brug den i fyldet.

Hak, mos og bland fyldet – gerne i foodprocessor – juster konsistensen med fløde – det skal være som stift kartoffelmos.

Fyld det i chilierne. Brug evt. en sprøjtepose eller en frysepose hvor du skærer et hjørne af.

Grill chilierne i ovnen til de er gyldne og server straks. Gerne til en kold øll

Tips:

Du kan putte næsten hvad som helst i dem her – alt (næsten) kan grilles i en chili.

Hvis du synes at fyldet er for flydende (det bliver det nærmest) – så undlad mascarpone og fløde og smør det faste fyld i chillierne med en smørekniv i stedet.

Server dem: hele tiden – altid – de smager godt.

Idéelle som snack – lille forret – del af tapasbord. 

Fyldet kan fryses i små portioner – det er svært ikke at lave for meget – og tøes op og bruges næste gang du skal lave fyldte chili.

Det kan også sagtens bruges koldt, det er lækkert ubagt også – eks. toppet op på halverede solmodne tomater – eller på en hurtig pizza.

 

Fyldte_chilier_ingredienser Fyldte ovngrillede chili - ostefyld 1 Fyldte ovngrillede chili - ostefyld 2 Fyldte ovngrillede chili - ostefyld 3

Her et par versioner hvor chili er fyldt med andet godt – eks. hakket oksekød, Philadelhia, god cheddar, hvidløg, finthakket moden chili og lidt (røg)salt – og derefter ovn- eller røggrillet. 

002 

Fyldte ovngrillede chili - kødfyld 1 Fyldte ovngrillede chili - kødfyld 2 Fyldte ovngrillede chili - kødfyld 3

Hotte kikærte-deller

De her deller er smækfyldt med smag og masser af chili efter ønske. De er ikke specielt svære at lave, men man skal lige huske at sætte kikærterne i blød om morgenen. Man kan også koge kikærterne dagen før man laver dellerne og så opbevare dem på køl – eller man kan ‘snyde’ og bruge kikærter fra dåse eller papbrik eller hvad de nu kommer i efterhånden.

Ingredienser: 

500 gr tørrede kikærter

3 løg

½ hvidløg (ikke ½ fed – ½ hvidløg)

1 topspsk. stødt spidskommen

1 topspsk. stødt koriander

1 topspsk. flagesalt eller andet groft salt

rød chilisauce efter smag (jeg bruger min egen, som er dødstærk)  – eller frisk eller tørret chili – masser af chili

5 æg

2 spsk hvedemel

olivenolie til stegning – rigeligt

 

Sådan gør du:

Hvis du bruger tørrede kikærter skal de sættes i blød 10-12 timer i koldt vand. Lad dem stå på køkkenbordet. Ca. dobbelt så meget vand som kikærter (hellere for meget end for lidt). 

De begynder at stå og ‘småpoppe’ – det er helt normalt.

Skyl kikærterne og kog dem i frisk vand med salt i ca 30 – 40 minutter. Du kan smage når de begynder at blive møre.

Køl dem af. De behøver ikke at være helt kolde, men håndlune skal de være inden du bruger dem, så de ikke får æggene til at koagulere.

Smid resten af ingrdienserne i foodprocessoren og kør det til en passende masse – der må gerne være små stykker løg i.

Hæld massen over kikærterne (man kan ikke have det hele i foodprocessoren på en gang her hos mig) og bland det i maskinen af 2 – 3 omgange. Hvor fint du ‘hakker’ det er op til dig – jeg synes at det skal have lidt struktur – ikke være helt mos.

Hvis du synes at massen er for tør, kan du hælde en smule olivenolie, fløde, eller et æg mere i.

Varm en pande op med rigeligt olivenolie på og form og steg dellerne. 

De skal ikke være for store, så falder de fra hinanden. Kikærtedeller er lidt mere porøse end frikadeller, så brug en forsigtig hånd og en meget flad spatel – så skal de nok blive fine.

Server dem som du ville servere frikadeller – de kan bruges til alle de samme ting – men er en spændende og krydret variant – samt en måde at begrænse sit kødforbrug på uden at føle sig ‘snydt’.

 

Tip:

Brug masser af friskhakkede krydderurter i dem også – især persille er vi meget begejstrede for i dem her.

Hakkede/revne grøntsager er også et hit i dem her. Eller ost – feta eller revet ost med masser af smag.

Friskstødte krydderier smager absolut bedst. Hvis du er den lykkelige ejer af en krydderimølle – så kværn dem gerne selv til denne opskrift.

Jeg ved ikke hvor mange dåser/brikker man skal bruge i stedet for friske, men jeg vil gætte på 3 til denne portion.

Whities med hvid chili og citron

Whities er en slags brownies lavet på hvid chokolade. Inspireret af browniesuccesen – har jeg derfor kreeret dem her.

 ca 25 stk

Ingredienser:

300 gr hvid chokolade

250 gr smør

150 gr rå rørsukker

4 æg

200 gr hvedemel

1 øko citron

1 lille tsk salt

1 tsk vanillapulver (ikke vanillasukker) eller korn fra en vanillastang

chili efter smag, evt. hvide – jeg bruger friske (gerne fra fryseren)

100 gr mandelflager – eller smutte finthakkede mandler

 

Sådan gør du:

Smelt smør og 200 gr hvid chokolade sammen i en lille gryde ved meget meget svag varme (hvid chokolade brænder let på). Du vil sandsynligvis opleve at det først smelter fint sammen, til sidst begynder chokoladen et gryne og samle sig med proteinstofferne i smørret sådan at der er en portion flydende chokolade i bunden af gryden med et fint lag klaret smør ovenpå. Det er helt fint. Stil det til side 10 min. så det kan køle lidt af.

Tænd ovnen på 175 grader.

Befri chilierne for kerne og hak dem mellemfint. Jeg synes godt at man må kunne bide i små stykker chili, men ikke for store.

Riv citronskallen fint og pres saften af citronen.

Når ovnen er ved at være varm, piskes æg og sukker lyst og skummende.

Pisk smør/chokoladeblandingen i. Pisk kort på høj hastighed – bare til det er blandet godt. Læg mærke til at dette er en anden procedure end ved brownies.

Vend mel, salt, citronskal- og saft, chili, vanilla og mandler i.

Hæld det i en form på ca 25 x 25 cm og bag dem midt i ovnen i ca 25 minutter ved 175 grader. Kagen skal være meget blød i midten – næsten flydende, men selvfølgelig gennembagt.

Afkøl kagen – gerne i køleskab. Smelt de sidste 100 gr chokolade og pensl/smør kagen med det. Lad chokoladen stivne. Skær herefter kagen i små firkantede bidder og servér.

 

Tip:

Du kan sagtens bruge stødt chili – oplevelsen er bare en anden.

Husk: gode ingredienser giver god smag.

Semidried tomatoes

Det her er en lækker måde at bruge tomater på – her i huset forsvinder de ret hurtigt som slik, hvis ikke man holder øje med dem. 

Ingredienser:

1 bagepladefuld halverede tomater (gå efter de sødeste du kan finde – helst små eller medium str.)

3/4 dl ekstra jomfruolivenolie

1 helt hvidløg (husk at det bliver lækkert mildt i ovnen)

1 – 2 friskhakket chili efter smag – hakket til mos – eller lidt chilipulver
2 spsk god, rød balsamicoeddike
3 – 4 tsk rå rørsukker
3 – 4 tsk flagesalt – eks. Maldon
2 tsk groft peber
1 – 4 spsk hakket frisk oregano (1 – 4 tsk tørret kan bruges i stedet)
1 – 4 spsk hakket frisk timian (1 – 4 tsk tørret kan bruges i stedet)
1 – 4 spsk hakket frisk rosmarin (1 – 4 tsk tørret kan bruges i stedet)
 
 
Sådan gør du:
 
Bland olien med balsamico, det pressede hvidløg og moset chili hvis du bruger frisk chili.
Pensl overfladen på tomaterne med olien – rør godt i den undervejs, så alle tomater får lidt af det hele.
Bland salt, sukker og peber (og pulveriseret chili hvis du bruger det) i en skål og bland det godt – mas blandingen med bagsiden af en spiseske så saltflagerne bliver lidt finere. Drys blandingen jævnt ud over tomaterne.
Bland krydderurterne og drys dem på. Hvis nogle af dem er tørrede, så start med dem.
 
Bages i ovnen ved 100 grader til de er nok. De kan spises på alle stadier af ‘tørringen’ og smager dejligt. Jeg synes at de er bedst når lidt mere end halvdelen af væsken er fordampet.
Det tager mellem 4 og 6 timer i min ovn med halvsmå (cocktail/sherry)tomater – 5 – 10 timer med mellem (blomme)tomater. Prøv dig frem – og smag gerne undervejs. Temperaturen i ovnen kan sættes højere – op til ca 140, så går det hurtigere – men jeg kan bedst lide dem med den lange tid ved 100 grader. Krydderurterne har heller ikke så godt af at varmen sættes højere – så kan de godt blive mørke. Husk at ventilen til ovnen skal stå åben. 
 
Drys evt. lidt ekstra friske krydderurter på ved servering hvis du bruger dem som snacks/tilbehør.
 
Hvis du gerne vil have dem meget tørrede kan det blive lidt rigeligt for krydderurterne – du kan så vente med at drysse dem over til den sidste time eks.
 
Holder fint nogle dage som de er på køl – men kan også opbevares i et skoldet glas i køleskabet, overhældt med ekstra jomfruolivenolie.
 
Smager fuldstændig fantastisk med solmodne tomater – som en snack sammen med lidt andet godt – og er uovertrufne på pizza. Også til salater, i tomatsuppen, i gryderetten og som hakket drys på æggeretter.
 
Hvis du ikke har mulighed for at få solmodne nyplukkede tomater, så prøv evt. at gå efter små økologiske San Marzano eller Datterino.
 
Variér selv krydderierne – brug eks. citronpeber, røgsalt, andre krydderurter, hel spidskommen, sortløgsfrø osv.
 
Der kan også tørres ved lavere temperatur og over længere tid. Du kan sagtens tørre helt nede på de ca. 50 grader som er de fleste ovnes laveste temperatur. 
Krydderurterne og sukkeret kan du lade være med at drysse på – men husk altid salt. Det er salten som er med til at trække væsken ud af tomaterne.
 
     Semidried tomatoes