Grapefrugtmarmelade med chili, anis og lidt pernod. En bittersød og krydret fest for smagsløgende.
Ingredienser:
4 grapefrugt, usprøjtede
ca 1200 sukker (vej grapefrugterne og brug samme mængde sukker)
6 tsk anisfrø, med top
Friskhakket chili efter smag – evt. blandede farver
2 tsk Pul Biber (kan udelades)
8 spsk Pernod
Atamon (med mindre du henkoger)
Sådan gør du:
Skyl grapefrugterne godt.
Skær skrællen af alle frugterne, både det gule og det hvide skræl på en gang. Skær skrællerne i mindre stykker.
Kom skrællerne i foodprocessoren, gerne ad nogle omgange, og processér dem til småstykker. Ofte må man stoppe når det meste er kørt til småstykker og så lige smide de større stykker ind til knivene. Kom den findelte skræl i gryden.
Grapefrugten skæres i mindre stykker og kernerne fjernes undervejs. Kør stykkerne til en jævn masse i foodprocessoren – det skummer lidt og ligner grapesuppe med små stykker i. Kom massen i gryden.
Rens og finthak chilierne. I gryden med dem sammen med sukker og anisfrø. Tilsæt evt. lidt Pul Biber.
Kog massen op ved middel varme og lad den koge til den består marmeladetesten (en lille smule smøres ud på en kold tallerken, hvis det stivner efter kort tid er marmeladen færdig). Det tager ca. 45 – 60 minutter. Undervejs, imens marmeladen koger, kan du fiske evt. glemte kerner op med en teske. Smag også marmeladen til undervejs og tilsæt evt. mere sukker, anis eller chili hvis du synes.
Tag gryden af varmen og rør Pernod i og derefter Atamon efter anvisning på flasken.
Hæld straks marmeladen i rengjorte, skoldede og evt. Atamonskyllede glas som straks lukkes og vendes en tur på hovedet og tilbage igen.
Tips:
Hvis du ønsker din marmelade knapt så bitter, så prøv at udelade den hvide del af skrællen for alle eller halvdelen af frugterne. Det gør du nemmest ved først at skrælle den gule skræl af med en kartoffelskræller eller tyndskræller og derefter skære det hvide af med en skarp kniv. Den gule skræl kan du så enten skære i fine strimler med en kniv eller hakke i foodprocessoren. Smid det hvide skræl ud og brug kun det gule i marmeladen.