Chokolade/nødde smørepålæg med chili

Hvis ikke du har prøvet en hjemmelavet choko/nøddesmørepålæg, så kan det vist kun gå for langsomt. Den har absolut intet tilfælles med det søde stads som ungerne spiser – men er koncentreret, dyb, mørk og lækker i smagen.

En god chokolade er selvfølgelig en forudsætning og lidt chili giver den noget kant. Styrken bestemmer du jo heldigvis selv.

Ingredienser:

140 – 150 gr god chokolade, f.eks. 50 gr lys og 100 gr mørk

100 gr hasselnødder

1½ dl piskefløde

60 gr blødt smør (skal have stuetemperatur)

chilipulver

½ tsk godt salt

Sådan gør du:

Nødderne ristes i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter – måske skal de have lidt mere, måske mindre. Hold godt øje med dem og rod lidt rundt i dem undervejs. Den papirstynde skal skal begynde at krakelere og løsne sig, men nødderne må ikke blive for mørke.

Gnid dem godt i et viskestykke så en god del af skallerne fjernes. Det behøver ikke at være det hele.

Nødderne blendes i en foodprocessor til de er halvfint hakkede. De skal være en blanding af nøddemel og små stykker, så der er lidt at tygge i. Du kan selvfølgelig lave dem i den konsistens som du bedst kan lide.

Hak chokoladen godt og kom den i en skål med nødderne.

Varm fløden op til kogepunktet og hæld den straks over blandingen og rør rundt til chokoladen er smeltet.

Rør smørret ud i massen og derefter chili og salt.

Hæld chokoladen på glas og spis den i løbet af en uges tid. Jeg har haft den stående på køl i flere uger uden problemer. Men den er nu nemmest at smøre ved stuetemperatur.

Portionen her giver ca 4,65 dl

     Chokoladesmørepålæg med chili og nødder Chokoladenødde smørepålæg med et strejf af chili 2

Hummus med citron, koriander og chili

Man kan lave hummus på så mange måder og jeg tror at jeg er vild med dem alle. Vi laver blandt andet en variant hvor smagen af citron, koriander og chili træder frem.

Lækker på et stykke friskbagt fladbrød/krydret madbrød og som dip til rå grøntsager.

Ingredienser:

Ca. 700 – 800 gr kikærter – udblødte og kogte (eller fra dåse hvis det skal gå stærkt)

2 – 3 spsk Tahin

1 stort bundt frisk koriander

1 spsk stødt koriander

2 tsk spidskommen

4 – 5 fed hvidløg

Chili efter smag, frisk eller stødt

1 – 2 øko-citroner, revet skal og saft

Extra jomfru olivenolie

ca 2 tsk flagesalt

  

Sådan gør du:

Det hele køres i foodprocessoren til en ensartet masse. Hvor fin/gov du ønsker den er op til dig.

 

Oliventapenade

Ingredienser:
 
Ca 250 gr sorte oliven uden sten – milde eller stærke efter din smag, gerne blandede
2 fed hvidløg, pressede
1½ spsk saltede kapers – de bedste du kan finde
Frisk chili, finthakket – mængde efter smag
1½ spsk citronsaft
25 – 50 gr frisk Parmigiano-Reggiano skåret i flager (parmesan eller pecorino kan bruges)
½ – 3/4 dl koldpresset ekstra jomfruolivenolie
 

Sådan gør du:

Hold lidt olivenolie tilbage. Alt andet blendes til en homogen masse. Den sidste olivenolie hældes i mod slutningen hvis nødvendigt for konsistensen.

 
Hvis du finthakker chilien og presser hvidløget inden du blender, kan du stoppe når du synes at olivenerne har den rigtige konsistens. Hvis du putter dem i grofthakkede i stedet, bliver de også lidt rustikke i den færdige tapenade – hvilket har sin egen charme.
 
Spises til friskbagt flutes, krydrede fladbrød, grissini, chips, grønsagssticks eller som et par skefulde ovenpå gryderetter eller suppe. Brug den evt. som en del af et ‘tapas’bord.
 
Tip: hvis du kan lide det kan du tilsætte friskhakkede krydderurter – eks. basilikum eller oregano. Du kan også hakke et par semidried tomatoes og smide med i blenderen.
 
Holder sig bedst i et skoldet, lukket glas på køl.

Kønt er det ikke, men godt smager det. Parmigianoen giver en toplækker ekstra umamismag oveni den allerede tilstedeværende.

Galliano Chili Hot Shots

Luner på en kølig dag.

Ingredienser:

Galliano
Stærk kaffe
Fløde
Vanillapulver
Frisk chili – ikke for tørre eller tyndvæggede

 

Sådan gør du:

Bryg lidt stærk kaffe.

Skær nogle fine ringe af spidsen af chilien og gem til pynt.

Finthak chilien til mos med en stor kniv på et skærebræt eller brug en minihakker.

Pres saften ud af chilimassen med bagsiden af en ske – brug en lille si. Tilsæt 5-10 dråber vand til massen i sien, rør rundt og pres igen. Gentag evt. med lidt mere vand et par gange.

Pisk lidt fløde til skum med en knivspids vanillapulver og evt. lidt af chilisaften.

Hæld lidt af chilisaften og derefter Galliano i et shotglas.

Hæld kaffe forsigtigt over ved at lade det løbe over bagsiden af en teske ned i glasset. 

Hæld flødeskummet i en sprøjtepose eller en lille frysepose som du derefter klipper et hjørne af.
Sprøjt fløde ovenpå kaffen.

Brug en teske eller en lille plastpipette til at dryppe lidt mere chilisaft ud over fløden (kan evt. gøres ved bordet).

Pynt med de små chiliringe og servér straks.  

   

Andepizza med chili

Hvem elsker ikke smagen af and? – og med røget/barbecuet sauce – sødskarpe chilikrydrede løg og på en pizzabund – så går smagen bare op i en højere enhed.

Prøv den – leg selv med opskriften og tilføj hvad du lige kan lide.

Ingredienser:

Din yndlingspizzadej (nok til 2-3 pizzaer) eller:

1 øl

1 pk økogær

noget godt mel

lidt salt – ca 1½ tsk

lidt olie – ca 2 spsk

 

1 stort andebryst eller to mindre

salt og peber

ca 1 kg løg

smør

olie

½ dl god balsamico, måske mere

muscovado eller brun farin . ca 1 topspsk

chili – frisk, pulver eller sauce

2 – 4 dl  færdig sauce med røget smag (eller din egen hvis du laver sådan nogle) – kan erstattes af en god sauce uden røg hvor du selv tilsætter lidt ‘flydende røg’. Bruger du din egen, så husk at vi er mere ovre i en brown sauce (engelsk sauce) end tomat her. Det må gerne være en barbecuemodel.

 

Sådan gør du:

Pizzadejen (hvis ikke du bruger din egen opskrift): rør gæren ud i øllet og lad det stå uden at røre i det ca 10-15 minutter til det begynder at boble.  Dette gør det ud for første hævning og du kan straks komme videre.

Rør olie og salt i og derefter mel til du har en dej som du kan ælte igennem på køkkenbordet. Gør det. Rul dejen ud så den fylder ca en bageplade.

Hvis du har for meget dej (måske kan du ikke lide tykke pizzabunde, eller bruger store øl som mig, så der er pænt meget dej) – så gemmer du bare resten i køle- eller svaleskabet i op til 5-6 dage i en skål med film over. Så kan du til enhver tid tage det ud og lave en pizza mere – eller lave flutes eller små boller/madbrød af det (tag dejen ud af køleskabet, form brødene og dæk dem over. Lad dem hæve til dobbelt størrelse ved stuetemperatur og bag dem gyldne ved ca 200 grader). – nåh, tilbage til andepizzaen…

Den udrullede dej lægges på bagepapir på pladen og stilles til hævning et ved stuetemperatur dækket med et rent viskestykke – imens du laver resten klar.

Rids andebrysterne på skindsiden og gnid dem med salt og peber. Steg dem med skindsiden ned på en medium varm pande indtil skindet er lækkert og gyldent, gerne sprødt. Tag dem af varmen og gem dem.

Imens andebrysterne steger, skæres løgene i først halve og så ca ½ cm tykke skiver.

Løgene steges i andefedtet – hvis der mangler fedtstof, så tilsættes lige dele smør og olie – men ofte er andefedtet rigeligt.

Nu kan du godt tænde ovnen på 225 grader.

Steg løgene til de er som bløde løg til en bøf.

Tilsæt så saften som er løbet fra andebrysterne, 1 tsk salt, 1 tsk peber, ½ dl balsamico og 1 topspsk molasse/brun farin. Tilsæt chili – bruger du frisk skal den lige hakkes fint først. Rør det godt rundt og lad løgene simre videre 5 minutter. Smag til om der skal mere i – det kommer an på hvillken balsamico du bruger – og selvfølgelig din smag. Løgene skal have let bid fra balsamicoen og smage let sødligt, men det er jo ikke marmelade. Måske skal der lidt mere salt i også.

Rør saucen sammen hvis du skal have flydende røg i – og fordel den på pizzabunden.

Fordel løgene ovenpå.

Skær andebrysterne i så tynde skiver som du kan og fordel dem.

Hvis du huskede at tænde ovnen i tide er det jo bare fint – ellers får du det gjort og drikker en god øl imens du venter på at den bliver varm.

Bag pizzaen til den er færdig – (det er ca 20-25 minutter i min ovn) og spis med velbehag  ;o)

           

Tomattapenade med ansjoser

En letlavet tapenade med en helt fantastisk umamismag – som er lækker som dip til grøntsager og diverse brød, men bestemt også som smagsgiver i saucer, supper, mos og gryderetter.

Ingredienser:

1 stort glas soltørrede tomater i olie eller to små glas

1 stort glas hele ansjoser i lage

1 bundt forårsløg, den grønne del

6-8 fed hvidløg (ca ½ hvidløg)

lidt chili

salt peber

evt. ekstra olivenolie

evt. vand.

 

Sådan gør du:

Rens ansjoserne. Skær hovederne og halerne af. Skær bugen op og fjern indvoldene. Pres ansjosen flad mod et skærebræt med rygsiden opad. Vend den og fjern rygbenet. Træk skindet forsigtigt af.

Tomaterne bruges som de er med olien – eller du kan hælde olien ud og i stedet bruge ca. samme mængde jomfruolivenolie.

Hæld alt i foodprocessor og kør til meget glat konsistens. Forårløgene behøver ikke at være kørt helt ud – men resten skal være glat og fint.

Der er sikkert brug for at tilføje mere olivenolie eller evt. vand for at få massen i ønsket konsistens.

Smag til.

Spis tapenaden med det samme som dip og frys resterne i små portioner som bruges som smagsgiver til anden mad.

Man kan selvfølgelig bruge rensede fisk i stedet – men hele syltede fisk giver en meget mere lækker og sammenhængende smag. Arbejdet med at rense dem er ikke så stort – og smagsudbyttet er det bestemt værd.

Tapenaden smager ikke specielt fisket – men lækkert og kraftigt af gode sager.

Peanutcookies med chili

Opskriften her er en som jeg har brygget sammen over lidt tid. 

Kombinationen af salte peanuts, mørke sukkernoter, chili og mørk chokolade er meget vanedannende hvis man er chilielsker  ;o)

 Ca. 32 stk

Ingedienser:

200 gr smør

250 gram creamy peanutbutter eller 300 gram crunchy peanutbutter

150 gram ristede saltede peanuts

200 gr mørk chokolade 70-80%

225 gram muscovadosukker, molasse eller brun farin

225 gram rå rørsukker

2 store æg eller 3 små

375 gram hvedemel

1 tsk bagepulver

1 tsk natron

Knust chili eller pulver efter smag (jeg bruger 3-4 toptsk hot pulver)

Evt. ekstra chokolade og chili til pynt

Sådan gør du:

Sørg for at smørret har stuetemperatur eller er smeltet inden du går i gang.

Pisk smør og peanutbutter godt sammen. Pisk de to slags sukker i – de skal ikke piskes helt ud, de må gerne knase  meget.

Hak peanuts og chokolade mellemgroft og hæld dem i smørblandingen sammen med de øvrige ingredienser. 

Bland det hele godt – tilsæt en smule vand hvis absolut nødvendigt – men håndvarmen burde være nok til at blødgøre smørret og samle dem.

Tril kugler af dejen på størrelse med en god spiseskefuld. Rul evt. 32 kugler med det samme, så dejen fordeles ‘rigtigt’.

Sæt 8 kugler på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem let flade (6 – 8 cm). De flyder sammen og en smule ud under bagning, så det gør ikke noget at dejen ‘knækker’ lidt i kanten. det går nemmest hvis du dypper fingrene i en skål vand når du trykker dem flade – det gør ikke noget at de bliver lidt våde.

Bag dem i hold ved 180 grader i ca. 12 minutter. Hold øje med dem – måske skal de have et minut eller to mere eller mindre i din ovn. De skal virke færdige, men ikke brunes, på overfladen og stadig bløde i midten.

List bagepapiret med cookies forsigtigt af pladen og over på køkkenbordet og lad dem køle et minut eller to før de meget forsigtigt med en bred spatel flyttes til en rist for at køle helt af.

Når de er kolde kan de evt. dekoreres med smeltet chokolade og mere chili.

Opbevares i en tætsluttende kagedåse evt. foret med bagepapir.

I kagerne på billedet har jeg har brugt 3 toptsk knust chili af en hot variant hjembragt fra en tur i Indien. Kager kan tage lidt mere chili end de fleste tror, så vær ikke nærig første gang.

Chilien ovenpå er en ‘våd’ knust chili (pul biber) som dem man kan købe hos indvandrergrønthandlere. Denne er en stærk variant – de fås fra helt milde og deropad.

Er man ikke til chili bliver det nogle rigtig gode almindelige cookies uden.

Tip:

Cookies’ene kan fryses med held. Vi pakker dem to og to i wrap. De kan spises lige fra fryseren.

       Peanutcookies med chili - mange Peanutcookies med chili - klar til spisning

Karry – hjemmelavet krydderiblanding

Jeg kan ikke huske hvor jeg har opskriften her fra og hvor vidt den er min egen eller lånt og sikkert tilrettet – men det er en af husets karryblandinger nu og den smager godt og styrken kan justeres med chili efter ønske. 

Ingredienser:

1 dl hele grønne kardemomme

1 dl korianderfrø

½ dl hele nelliker

½ dl spidskommen

½ dl hele peberkorn, sorte eller hvad du fortrækker

3 stænger hel kanel, brækket i småstykker

2 spsk kommen

2 spsk knust chili

1 spsk allehånde, letknust

lidt knust, hel muskatblomme eller muskatnød (evt. stødt hvis du ikke kan finde andet)

2 spsk gurkemeje

1 spsk stødt ingefær

8-10 laurbærblade i småstykker

  

Sådan gør du:

De hele krydderier bredes ud i en bradepande og letristes/tørres i en forvarmet ovn (125 grader) i ca 40 minutter. 

Rør rundt i dem nogle gange undervejs – de må ikke tage farve.

Dette gør dem mere sprøde og lettere at knuse til karrypulver. Hvis du har tålmodigheden til det kan du også vente med at tørre dem til du skal bruge dem – og så lige tørriste dem let inden brug portionsvis.

Køl krydderierne let af og bræk skallen af kardemommen og smid den væk. Dette kan også gøres efterhånden som krydderiet bruges i stedet. Smuldr chilierne hvis du brugte hele små. Bland de sidste pulveriserede krydderier i blandingen.

Opbevares i lufttæt beholder og bruges ofte  ;o)

Stød krydderierne i en morter – eller bruge en elektrisk krydderikværn – lige inden hver brug. De skal være pulveriseret, men ikke nødvendigvis lige så fint som købekarry.

De kan med fordel ristes let af på enten en tør pande eller i ghee/smør/olie når de anvendes.

Tip:

Hvis du bruger elektrisk kværn, behøver du ikke at afskalle kardemommen hvis du har travlt – men skallen bidrager ikke med noget interessant. I købt stødt kardemomme er skallen ikke fjernet – det er nemlig meget billigere og skallen fylder jo en del. Kardemomme er et af verdens dyreste krydderier. Jeg fortrækker at fjerne den – men det er jo altså ikke strengt nødvendigt.

Kanelstængerne er de små cassia-kanelstænger som fås overalt efterhånden. Hvis du har mulighed for at købe ceylon-kanel i stedet, så gør endelig det (smager endnu bedre) og brug en mængde tilsvarende 3 af de små stænger. Ceylon kanelen er ofte tyndere i barken og de fine ruller kan være i mange lag.

    021

Bagte peberfrugtstrimler og søde chilier i olie

Smager af solskin og ferie.

Ingredienser:

4 – 5 peberfrugter – helst solmodne

Søde/milde chilier efter smag – store søde chilier kan også helt eller delvist erstatte peberfrugterne

Evt. fintstrimlet chili

ca 1 – 1½ dl ekstra jomfruolivenolie med god smag

ca ½ dl rigtig god balsamico – en uden for meget syre

Salt og peber

Sådan gør du: 

Rens chili og peberfrugt.

Skær peberfrugterne i 6 både og skær hver båd i strimler på den korte led.

Skær chilierne i strimler og læg dem og peberfrugterne i et ovnfast fad.

Drys lidt salt og peber over og hæld olien på – vend godt rundt.

Bages i forvarmet ovn ved 180 – 200 grader i ca 30 – 45 minutter – hvis du har skåret strimlerne meget tykke, kan det være at de skal have lidt længere. Vend rundt i dem med 10 minutters mellemrum og check dem. De er færdige når peberfrugterne har afgivet en stor del af deres vædske og derfor er krympet til det halve og er helt møre og bløde – men de skal ikke tage farve. Når du har lavet dem nogle gang kan du dufte om de er færdige.

Når de tages ud af ovnen overhældes de med det samme med balsamicoen og der vendes igen godt rundt.

Kan holde sig min. en uge på skoldet, lukket glas i køleskabet.

Spises til friskbagt brød som eks. flutes eller krydrede fladbrød. Serveres gerne den i små skåle med en lille ske, så man kan bryde sit brød, holde det henover skålen og hælde både saften og peberfrugt på – saften er fantastisk.

Serveres året rundt – er lige god som en del af tilbehøret til grillretter om sommeren og tapasbordet m.m. om vinteren sammen med andet godt.

Smager godt lun og endnu bedre kold.

En meget simpel lille sag som smager fantastisk – lidt af sol og sommer – hvis den er lavet på gode råvarer.

Tip: tilsæt evt. hvidløg og/eller krydderurter, måske et nip hot chili eller andet godt krydderi – kun fantasien sætter grænser her.

   

Sød chili/peber med koriander-, chili- og kødfyld

Ingredienser:

8 – 10 store spidse peberfrugter – eller en portion store søde chili, sådan at når de er halverede fylder de en stor bradepande

ca 800 – 1000 gr økologisk hakket okse, ged, eller lam

2 store løg, hakkede

4 æg

ca ½ hvidløg, hakket

friskhakket chili, tørret chili eller hot chilisauce efter smag

1½ topspsk stødt koriander

et godt stort bundt frisk koriander, hakket

salt og peber

 

Sådan gør du:

Rens og to-del  peberfrugt/sød chili. Udkern dem, men lad stilken sidde, så der ikke skæres hul.

Bland resten af ingredienserne og fyld dem i de halverede frugter. Gem evt. lidt frisk koriander til pynt.

Bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader ca. 25 minutter – kortere tid hvis det er i mindre frugter.

Serveres til eks. en stor portion grøn salat og drys gerne lidt frisk koriander på ved servering.

 

Variér selv fyldet  ;o)

– Tilsæt eks. fetaost

– Læg gedeost ovenpå de sidste 5 minutter af bagetiden – drys evt. med sortløgsfrø

– Riv skallen af en øko-lime i

– Tilsæt revet ingefær

– Put små ærter i – eller friske søde majskerner eller revet rodfrugt

– Tilsæt spidskommen og persille i stedet for koriander

 

Hvis de laves med chili i stedet for peberfrugt kan de jo snildt bruges som snacks. Lækkert med medium hotte chili’skaller’ så ville jeg mene.