Gløggmix med chili

Det er sjovt og nemt at lave sit helt eget gløggmix. Chilien er ikke overdøvende i denne version, men giver et varmt kick.

Gløgmix’et hældes på en neutral flaske spiritus – ex. vodka eller snaps og trækker længe – gerne fra en jul til den næste, men kortere kan også gøre det. Det er en god idé at komme i tanke om at lave det eks. midt på sommeren.

Ingredienser:

1 flaske neutralt smagende vodka eller snaps (eks. rød Smirnoff eller Brøndum)

1 toptsk hele nelliker

5 Cassia kanelstænger (de almindelige i handelen) eller tilsvarende mængde hel Ceylonkanel

2 toptsk grønne kardemommekapsler

Hel muskatblomme svarende til ca. 1 toptsk

3 hele stjerneanis

1 toptsk tørret citronskal

2 toptsk tørret appelsinskal

1 tsk knust chili/chiliflager

2 toptsk skåret lakridsrod

Tørret, hel ingefær svarende til 2 toptsk

Sådan gør du:

Hæld ca. 1 dl af vodka/snaps ud af flasken og gem et øjeblik (eller brug et stort, nyskoldet sylteglas til at blande i i stedet).

Letknus kardemommen så skallerne er åbne. Letknus ingefær og stjerneanis så de kan komme i flasken.

Hæld krydderierne i flasken og top op med den ekstra vædske til flasken er helt fuld.

Stil flasken til side og vend den en omgang på hovedet og tilbage igen en gang imellem når du kommer i tanker om det. Hvis du glemmer det, smager den godt alligevel.

Brug den mængde du kan lide i en grydefuld rødvin (eller hvidvin eller hyldeblomstsaft) som du opvarmer – men ikke bringer i kog. Hæld gløggmix’et gennem en lille sigte over i gryden. Tilsæt evt. lidt sukker – denne mix er jo ikke så sød som mange af de købte. En skive citron, appelsin og/eller et par skiver ingefær tilsat ved opvarmningen, synes jeg også er et lækkert pift.

Gløggmixet er meget stærkt i krydderismagen – især når det har stået noget tid, så brug kun en lille smule til at starte med.  Jeg starter normalt med at bruge ca. ½ dl gløggmix til en flaske vin og smager mig så frem om jeg ønsker mere i.

Tilsæt også gerne portvin, cognac, rom eller hvad du nu normalt hælder i din gløgg i gryden.

Tip:

Undervejs når du tager af flasken, kan du toppe den op med frisk vodka/snaps efter hver gang, så længe du synes at der er smag nok i.

Hvis du har en delvis fuld flaske tilbage efter jul, kan du toppe den op med frisk vodka/snaps – skrue låget godt på og gemme den til næste jul.

Hvis du gør det, så prøv evt. at si krydderierne fra et par måneder før du skal bruge den igen og supplér op med det som du mener mangler i smagen for at den er balanceret.

Krydderierne ændrer smag undervejs, men kan sagten stå længe. Jeg har haft dem stående i op til 4 år (der var et år hvor vi lavede meget).

   

 

Æblegelé med chili, kanel og nelliker

 

Ingredienser:

1 – 1½ kg æbler, gerne madæbler

Vand

7 små stænger kanel eller tilsvarende stykker af en større

1½ toptsk hele nelliker

750 – 1000 gr sukker

frisk chili efter smag

Gul Melatin

Atamon

 

Sådan gør du:

Skyl æblerne og skær dem i grove stykker – jeg synes det er nemmest at skære dem i skiver – og evt. halvere dem inden.

Hæld vand på til du kan se vandet nede i gryden mellem æblerne – det skal ikke dække (se billede). Du kan sagtens bruge mindre vand – vurdér selv hvor meget smag der er i æblerne.

Æbler koges i vandet med nelliker og kanel til de er godt møre – næsten kogt til mos.

Massen afdryppes i en saftpose minimum et par timer – gerne natten over.

Skold glassene og skyl dem evt. i Atamonvand.

Finthak chilien.

Saften måles af og kommes i gryden. Målet skal du bruge til at finde uf af hvor meget Melatin der skal i. Bring saften i kog og tilsæt derefter gul Melatin efter anvisning på pakken.

Tilsæt sukker og chili og giv geléen et opkog i et minut. Du kan først forsøge dig med en mindre portion sukker, smage til og hurtig tilsætte mere hvis du synes. Der er stor forskel på syrligheden i æbler og dermed hvor meget sukker der virker passende – og ikke alle forestrækker deres gelé lige sød.

Tag den af varmen og tilsæt Atamon efter anvisning på flasken.

Hæld geléen på glassene og lad den køle af inden du lukker for dem.

 

Note:

Hvis du bruger umodne æbler eller madæbler, kan Melatien evt. udelades. Du skal så bruge ikke for store glas og lade dem stå til geléen er stivnet helt. Måske har du selv en gammel æblegelé opskrift som du blot skal tilsætte krydderierne. Chilien kan naturligvis tilsættes de kogende æbler og sies fra hvis du hellere vil have en klarere gelé – men jeg kan godt lide de så stykker som flyder rundt i det færdige produkt. Det kan lyde som meget kanel og nelliker, det giver en kraftig og tæt krydret smag: Jeg synes at det virker godt sammen med chilien – brug mindre hvis du synes.