Cookies med lidt ekstra af det hele, så hver bid er fyldt med smag. Brug lidt chili for at give et hint af varme – du må eksperimentere dig frem til hvad der lige præcis er nok for dig. Jeg synes at den bare skal anes i dem her.
Ingredienser:
300 gr grofthakkede valnødder
300 gr hakket, mørk chokolade (eller dråber)
275 gr hvedemel
150 gr hvidt sukker
150 gr brun farin
1 toptsk bagepulver
1 toptsk natron
1 toptsk vanillapulver – ikke vanillasukker
1 toptsk fint salt
Lidt chilipulver
.
1½ dl neutral olie
½ dl vand
2 spsk æblecidereddike
.
Sådan gør du:
Rør de tørre ingredienser sammen i en stor skål.
Rør de våde ingredienser sammen i en lille skål.
Sæt ovnen på 180 grader varmluft.
Rør nu alle ingredienserne sammen i den store skål. Det bliver en meget tyk dej som ikke hænger vanvittigt godt sammen.
Læg bagepapir på to bageplader.
Form 18 kugler/klumper af dejen og læg på bagepladerne – fordel med god afstand imellem dem – 9 på hver plade.
Bages i ca 14 – 16 minutter midt i ovnen, indtil de er gyldne og sprøde på overfladen. (I min ovn er det 16 minutter).
Lad dem køle helt – først lidt på pladen (10 minutters tid) og så på en rist, inden du spiser dem.
.
Tip:
Hvis du ikke kan finde vanillapulver (sælges bl.a. hos Vanillamart, Mill & Mortar, Urtekram og hos Rawfoodshop ) – så kan du evt. bruge vanillaessens i stedet. Hæld det i givet fald i den flydende del af opskriften, inden du blander det hele.
Hvis du har lyst, kan du også eksperimentere med at tilsætte andre krydderier, eks: pulverkaffe, kanel, pumpkin spice mix m.m.