Æblegelé med chili – Christmas Edition

I år har jeg lavet en variation af min æblegelé til jul/vinter. Det er rart at have noget i gemmerne som smager godt og som man kan forære væk af uden at tage det sidste glas på hylden.

Da jeg også har lovet en lille lodtrækning eller to i december måned, er det jo oplagt at producere lidt til det også.

Kriteriet var, at det skulle være noget sødt, der skulle chili i – som krydderi, ikke hovedingrediens – samt nogle af de krydderier som vi oftest kalder julekrydderier (nogle af os bruger dem glædeligt hele året).

Dette er mere en proces end en opskrift – men her er den nu alligevel, måske til inspiration, men måske især som huskeseddel til mig selv  ;o)

Jeg startede med 12-13 kg æbler. Nogle spiseæbler, købte – da vores gamle æbletræer i haven ikke giver mere i år.

Frem med de store gryder og en plan om at koge æblerne af 4 omgange. Jeg blev klogere.

Jeg afmålte 4 gange gløggkrydderier – dog minus chiliflager, men plus 3 velvoksne, friske, røde Habaneroer (ukendt navn). Chilierne hakkede jeg froft.

Af 2 omgange kogte jeg i alt 6 kg af æblerne. De blev vasket og skåret i halvtykke skiver og kogt, hver portion med 2 gange krydderier og så meget vand at man lige kunne få øje på det nede i gryden sammen med æblerne. Kernehus, stilke og blomster røg med i gryden – det giver alt sammen smag.

Saften blev siet i saftposer, hvor det dryppede af et par timer – inden det skulle hældes i en stor opsamlingsgryde (15 liters) og sættes på køl.

Men – æblesaften fra de første to hold smagte ikke nok af æble. Ny idé måtte på bordet.

Saften blev fordelt i to gryder og kogt ind til ca. to trdjedele – det var bedre. Afkøles på køkkenbord og på køl med den.

Nu var idéen så at koge resten af æblerne sammen med eventuelle krydderier til at justere smagen i rigtig retning.

Der manglede syre og lidt ‘bund’ i smagen. Hmmm.

De resterende 6-7 kg æbler blev delt i 3 portioner.

Første portion blev kogt med 10 usprøjtede citroner i tynde skiver (bare vaskede inden) og en grabfuld kanelstænger, 2 store spsk stødt kardemomme og 2 topspsk hele nelliker.

Det hjalp på syren og kryddringen – men noget manglede.

Næste hold blev kogt med 14 små usprøjtede appelsiner, vasket og skåret i tynde skiver.

Uhm – det hjalp.

Sidste hold blev kogt med 10 appelsiner mere på samme måde. Nå ja, og en enkelt, lækker moden pære som lå på køkkenbordet. Pæresaft smager godt – kunne vel ikke gøre skade.

Nu var den der. Smagen var super. Lidt for syrlig, lidt for krydret og lidt for stærk – perfekt, da der jo ikke var kommet sukker i endnu – hvilket ville udglatte smagen en smule og dermed balancere den.

Alt saften stod på køl og ventede til næste dag hvor geléen skulle laves.

Næste dag skulle der lige smages til igen – og jeg valgte at under tilberedningen ville jeg tilsætte 1 lille toptsk vanillasukker, 1 lille toptsk stødt kanel og 1 lille toptsk Pul Biber (halvmilde chiliflager) pr. liter saft. Som sagt så gjort.

5 liter saft ad gangen i 8 liters gryden. Koges lagsomt op, tilsætte 5 breve gul Melatin (hvorfor klumper det altid lige, lidt lige meget hvor godt man rører?) – så 4 kg sukker (pr 5 liter saft) og ekstrakrydderierne. Koge op et minut, tages af varmen, skummes, Atamon i og på glas. Glassene fil lov til at stå åbne en håndfuld timer og så lukket imens de var halvlunkne – men geléen var fint stivnet til en blød og lækker men let fast konsistens som er perfekt til brød.

Færdig….og lidt stolt. Stort projekt.

Smagen er lige som jeg gerne vil have den. Yummy. Elsker når det lykkedes og det er lidt sjovt at smage til, indtil man lige rammer den smag man håber på.

 

Syltede chili asia style

Lækre som snacks til en kold øl, hakkede eller ‘hele’ i curries og danske karryretter. Super på leverpostejen og andet kødpålæg – put også en håndfuld i en sandwich sammen med dit yndlingsfyld.

Ingredienser:

Ca. 1 kg medium stærke til stærke chili – eks. Jalapeño

Rens chilierne og skær dem i ringe.

2½ dl risvineddike

Ca. 100 gr palmesukker

8 spsk fiskesauce

Ca. 5 cm ingefær eller mere skåret i tynde skiver

10 – 15 hele stjerneanis

3 spsk sellerifrø

Evt. Atamon

 

Sådan gør du:

Forbered et eller flere glas. De vaskes, skoldes og evt. Atamonskylles.

Skær chilierne i ringe og læg dem i glassene med ingefærskiver, stjerneanis og sellerifrø fordelt jævnt imellem.

Eddiken og sukkeret opvarmes langsomt imens sukkeret røres ud og opløses. Når sukkeret er opløst helt bringes det i kog og koger ved svag varme uden omrøring i ca. 5 minutter ved middelvarme. Det reducerer en smule.

Tag gryden af varmen, lad den køle 5 minutter og tilsæt fiskesaucen (og evt. Atamon). Hæld lagen over chilierne så de er helt dækkede. Mangler du en smule i toppen kan du supplere med lidt risvineddike.

Luk glassene og lad dem køle af. Opbevares herefter på køl hvor det kan holde et par måneder uden Atamon – meget længere med. 

Langtidsstegt gedekølle med enebær og chili

Supermør og lækker gedekølle med en god vildtsauce og rodfrugttmos. Der er knald på enebærsmagen i denne version – jeg synes at det passer fantastisk til gedekødet. Chilierne har en dyb, mørk smag som klæder geden forrygende.

Ingredienser:

1 gedekølle på ca 1½ kg – uden nøgleben

1 lille stykke røget kogebacon

2 spsk olie

2 spsk tørrede enebær

chili – tørret eller frisk, efter smag (gerne røget)

3 tsk salt – gerne røgsalt

1 tsk peber – hele peberkorn eller knust peber

3 hele hvidløg

1 stort løg

frisk rosmarin – et par kviste

5 dl rødvin

2½ dl portvin

2½ dl fløde

3 – 4 tsk kraftig ribsgelé

75 gr moden Danablue eller Roquefort

Til mosen:

Blandede rodfrugter

Mælk

Smør

(chili)salt og peber

 

Sådan gør du:

Læg rosmarinkvistene i bunden af et stort ovnfast fad. Skær hvidløgene halvt igennem og læg dem med snitfladen nedaf rundt i kanten. 

Skræl løget og skær det i mindre stykker som fordeles i bradepanden. Skær kogebacon’en i mindre stykker og fordel også den. 

Bland enebær, chili, salt og peber i krydderikværnen og kværn det godt.

Gnid gedekøllen godt med olien hele vejen rundt og massér derefter kryderierne godt ind i overfladen. Drys det overskyende krydderi løst over og klap dem let til.

Læg køllen i bradepanden og hæld rødvin og portvin ved uden at hælde det over geden. 

Dæk fadet med først bagepapir(vigtigt) og derefter staniol. Det skal foldes så det sidder nogenlunde godt til fadet, men ikke lukke hermetisk.

Sæt fadet i kold ovn. Ovnen tændes på 100 – 110 (ram et sted derimellem) grader og geden står og hygger sig i 8 – 10 timer.

Når tiden er ved at nærme sig, laver du mosen som du bedst kan lide den. Her er det med blandede rodfrugter, smør, mælk, chilisalt og peber.

Gedekøllen flyttes forsigtigt (den er meget mør) over på et skærebræt med saftrille. Dæk den med bagepapiret og staniolen fra fadet, imens du bliver færdig med resten.

Hvidløgene presses ud af skallerne og alt fra fadet hældes gennem en sigte – mas saften fra mumsen i sigten ud med bagsiden af en grydeske og ned i saucen.

Hæld saucen i en gryde og varm den op igen. Smelt den blå ost ud i saucen under opvarmningen. Saucen jævnes nu ved at ryste lidt mel ud i fløden, som derefter hældes i saucen under let piskning. Kog op og lad simre et par minutter. Smag godt til med ribsgelé, evt. lidt mere blå ost og (røg)salt, chili og peber.

Server mosen med saucen, gedekød og din favoritsalat eller andet godt grønt som du er kommet i tanke om passer til.

 

Tip:

Der bliver rigeligt sauce af denne portion. Gem resterne i en frysepose eller to i fryseren til en dag du mangler. Den er lækker til en steak eller en gang chilideller.

Jeg har brugt tørrede Cascabel chili og tørrede røgede Cherry Bombs.

         

Blommesauce med chili

Lækker som dippingsauce og på stegt eller koldt kød. God i sandwich og som smagsgiver i saucer og dressinger. Også et hit på curries.

Ingredienser:

Ca 2 kg blommer

4 løg

1 hvidløg

100 g frisk ingefær

2 tsk stødt ingefær

2 dl riseddike

1 dl mørk soyasauce

Revet skal og saft af 2 lime

300 – 500 gr palmesukker (kommer an på din smag og hvor syrlige blommerne er)

Chili efter smag – frisk eller tørret

Evt. Atamon

Sådan gør du: 

Man kan vælge at fjerne skindet fra blommerne hvis man har lyst. Det gøres lettes ved at dyppe dem i kogende vand ét minut og straks derefter i iskoldt vand. Nu kan skindet let trækkes af. Fjern det hvis du synes – det er ikke strengt nødvendigt.

Udstén blommerne.

Løg, hvidløg, chili (hvis der bruges frisk) og ingefær finthakkes. 

Alle ingredienserne – undtagen Atamon – bringes stille og roligt i kog i en gryde. Start med 300 gr palmesukker og smag til igen efter puréring.

Lad saucen simre under låg til blommerne er møre og udkogte. Det tager ca. 20-30 minutter. Rør i den ind imellem.

Blend saucen med stavblender – eller lad den køle til en temperatur din store blender/foodprocessor kan klare og brug den.

Hvis du ikke fjernede skindet inden kogning, må du vurdere om konsistensen nu er OK og skindet pureret godt nok – ellers kan du passere massen gennem en sigte.

Kog blommesaucen op igen og smag til – mangler der syre, sødme eller styrke?

Når saucen er smagt til fjernes gryden fra varmen og hvis du bruger Atamon tilsættes det nu efter anvisning på flasken.

Hældes på rene skoldede, og evt. Atamonskyllede, flasker.

Note:

Farven på din blommesauce afhænger af hvilke blommer du bruger og om du bruger skindet. Hvis du gerne vil lave en lys sauce, skal skindet af og du kan bruge lys soya eller undlade den helt (så skal der nok lidt salt i).

Du kan naturligvis også tilsætte andre krydderier – eks. stødt stjerneanis vil gå godt i denne sauce.

 Blommesauce med chili - klar til kogning 007

 

Sødsyltede chili

Det er ikke chilierne som behøves at være søde i denne supernemme opskrift, men lagen. Den egner sig dog også rigtig godt til de søde og milde pebertyper – man kan altid putte en finthakket hot chili med for at give lagen et ekstra pift, hvis man synes. Det smager skønt.

Spiser man de rigtig hotte syltede chili, synes jeg at denne opskrift er en lækker afveksling fra de mere syrlige eddikesyltede. De er rare at have i køleskabet, så der lige kan ryge et par finthakkede med i maden. Sødmen giver chilien et godt medspil.

Chilierne bliver bløde og lækre og anvendes som tilbehør til stort set alt. Også blot som en lækker snack på et fad hapsere – hvad enten man er til de milde eller de stærke. 

Ingredienser:

1 kg chili 

2 dl eddike – lagereddike eller æbleeddike e.a.

1½ dl vand

2 dl sukker – gerne rå rørsukker

evt. Atamon

evt. syltekrydderier – hvad som helst du kan lide. Det kan være et udvalg af nelliker, laurbærblade, peberkorn, fennikelfrø, sellerifrø, sennepsfrø, stjerneanis, hvidløgsfed i skiver, ingefærskiver osv.

 

Sådan gør du:

Vask chilierne. Flæk dem og fjern stilk og frø – frøvæggene kan du fjerne eller lade sidde som du har lyst. Skær evt. chilierne i mindre stykker. 

Bring en gryde med vand og eddike i kog. Når det koger, gives chilierne et opkog 2-3 minutter og fiskes op med en hulske. Chilierne kommes med det samme på rene, skoldede og evt. Atamonskyllede glas. Der er ikke plads til alle chilierne i gryden på én gang – så kog dem af et par omgange eller flere. Pres chilierne let sammen i glassene med bagsiden af en skoldet ske.

Mål derefter sukker og evt. syltekrydderier op og kog det sammen med eddikevandet i 5 minutter ved middel varme.

Tag blandingen af varmen og lad den køle af. Tilsæt evt. Atamon efter anvisning på flaske, hvis det skal kunne holde længe.

Hæld lagen over chilierne i glassene. Fyld dem helt til kanten og luk straks godt til.

Lad chilierne stå og trække mindst et par dage – og opbevar dem på køl når der er taget hul på dem. Også gerne inden hvis ikke du bruger konserveringsmiddel.

 

Note:

Kogningen får chilierne til at blive let bløde og nemme at presse sammen i glasset – samt fjerner de fleste bakterier.

Opskriften er også meget anvendelig til hjemmelavede Peppadewlignende chili o.l.

Jeg er normalt ikke så pjattet med grønne, umodne chili – men sødsyltede er de helt hæderlige i smagen.

Jeg tilsætter ½-1 dl ekstra sukker når jeg sylter superhots – det virker godt synes jeg.

    

Tomatillo salsa med limesaft og chili – konserveret

En stor høst af halvmodne tomatillos gav mig idéen til denne. Tomatillos er ellers en frisk salsafavorit her i huset, men frostens pludselige ankomst gav en meget stor portion tomatillos, som skulle plukkes med det samme. De kan sagtens fryses, men så synes jeg at de er bedst i varme retter efter optøning, da de mister spændstigheden i fryseren.

Så en lækker syrlig limesmagende tomatillo salsa på glas til vinterens mange tortillas og nachos er nu frembragt.

Ingredienser:

2 kg tomatillos – din yndlingssort, evt. blandede og gerne halvmodne

8 – 12 lime (8 store eller 12 små)

1 håndfuld medium stærke grønne eller gule chili

3-4 løg str. medium

1 hvidløg

ca 30 gram havsalt 

1 – 10 spsk rå rørsukker

evt. Atamon

Sådan gør du:

Fjern den papirsagtige skal fra tomatillos’ene og skyl dem godt.

Pres saften fra limefrugterne og kom den i gryden.

Pil hvidløgsfedene. Skræl løget og del det i ottendedele. Hak hvidløg og løg i foodprocessoren til det er mellemfint til groft. Kom dem i gryden.

Vask chilierne og skær stilkene af. Skær chilierne i stykker og hak dem mellemfint til groft i maskinen. Kom dem i gryden.

Skær tomatillos i kvarte og kom også dem i foodprocessoren af nogle omgange og hak dem mellemfint til groft. I gryden med dem.

Tilsæt salt.

Bland salsaen sammen i gryden og bring den stille og roligt i kog. Lad den koge ved middelvarme til den er kogt lidt ind. Konsistensen skal være som (tynd) marmelade. Hvor tyk eller tynd er op til dig. Det kan godt tage 30 – 90 minutter. Der skal omrøres hyppigt.

Undervejs smages til med sukker. Jeg synes ikke at salsaen skal være sød, blot lige balanceres. Hvor meget sukker der skal i, kommer helt an på hvor modne/grønne tomatillos’ene er. Smag også om du vil have mere salt i – eller en stærk hakket chili.

Når salsaen er færdig tages den af varmen og hvis du bruger Atamon tilsættes dette nu efter anvisning på flasken.

Fyld salsaen på rengjorte, skoldede og evt. Atamonskyllede glas eller flasker.

           

Tørrede pæreringe med chilisirup og rosmarin

Pæreskiverne her bruger vi som snacks og de har været med til at ændre mit syn på tørret frugt – de smager jo godt.

Ingredienser:

Pærer

Chilisirup

Frisk rosmarin

 

Sådan gør du:

Pærerne vaskes og kernehuset fjernes med en kærnehusudstikker.

Skær pærerne i skiver på ca. 3-4 mm tykkelse.

Læg dem på risten og pensl dem med chilisirup på oversiden.

Hak rosmarinnålene let og drys over med det samme pærerne er penslet, så de hænger godt fast.

Tør pærerne i dehydratoren.

Jeg kan bedst lide pærerne når de stadig er lidt bløde – så har rosmarinen også masser af smag endnu. Rosmarinsmagen synes jeg forsvinder lidt når de tørres helt knastørre.

 Tørrede pærer med Habanerosirup og rosmarin 

Du kan naturligvis drysse dem med lige hvad du vil. De kan også tørres i en ovn ved svag varme – så vil jeg foreslå at de enten lægges på en rist fra starten af – eller hvis de som her er smurt med sirup og dermed erlidt våde/klistrede, startes op på bagepapir på en bageplade og så flyttes på en rist og tørrer videre når de er halvtørre.

Tørrede æbleringe med chilisirup og citrontimian

Æbleskiverne her bruger vi som snacks og de har været med til at ændre mit syn på tørret frugt – de smager jo godt.

Det var først da jeg fik citrontimian på denne måde at den virkelig kom til sin ret for mig. Jeg synes ikke at jeg har haft formået at bruge den, så den smagte det mindste af citron i maden – men her træder citronsmagen flot frem og passer supergodt til æblerne.

Ingredienser:

Æbler

Chilisirup 

Frisk citrontimian

 

Sådan gør du:

Æblerne vaskes og kernehuset fjernes med en kærnehusudstikker.

Skær æblerne i skiver på ca. 3-4 mm tykkelse.

Læg dem på risten og pensl dem med chilisirup på oversiden.

Træk timianbladene af de hårde stilke, men lad bare de bløde stilke være. Hak dem let med en kniv og drys over med det samme æblerne er penslet, så de hænger godt fast.

Tør æblerskiverne i dehydratoren.

De kan tørres til det stadie du bedst kan lide. Citrontimian’en skal nok følge med og give smag selv om den tørres helt.

 

Du kan naturligvis drysse dem med lige hvad du vil – eks. den klassiske æble/kanel kombination er også drønlækker på dem her – også sammen med chilisiruppen.

De kan også tørres i en ovn ved svag varme – så vil jeg foreslå at de enten lægges på en rist fra starten af – eller hvis de som her er smurt med sirup og dermed er lidt våde/klistrede, startes op på bagepapir på en bageplade og så flyttes på en rist og tørrer videre når de er halvtørre.

Gløggmix med chili

Det er sjovt og nemt at lave sit helt eget gløggmix. Chilien er ikke overdøvende i denne version, men giver et varmt kick.

Gløgmix’et hældes på en neutral flaske spiritus – ex. vodka eller snaps og trækker længe – gerne fra en jul til den næste, men kortere kan også gøre det. Det er en god idé at komme i tanke om at lave det eks. midt på sommeren.

Ingredienser:

1 flaske neutralt smagende vodka eller snaps (eks. rød Smirnoff eller Brøndum)

1 toptsk hele nelliker

5 Cassia kanelstænger (de almindelige i handelen) eller tilsvarende mængde hel Ceylonkanel

2 toptsk grønne kardemommekapsler

Hel muskatblomme svarende til ca. 1 toptsk

3 hele stjerneanis

1 toptsk tørret citronskal

2 toptsk tørret appelsinskal

1 tsk knust chili/chiliflager

2 toptsk skåret lakridsrod

Tørret, hel ingefær svarende til 2 toptsk

Sådan gør du:

Hæld ca. 1 dl af vodka/snaps ud af flasken og gem et øjeblik (eller brug et stort, nyskoldet sylteglas til at blande i i stedet).

Letknus kardemommen så skallerne er åbne. Letknus ingefær og stjerneanis så de kan komme i flasken.

Hæld krydderierne i flasken og top op med den ekstra vædske til flasken er helt fuld.

Stil flasken til side og vend den en omgang på hovedet og tilbage igen en gang imellem når du kommer i tanker om det. Hvis du glemmer det, smager den godt alligevel.

Brug den mængde du kan lide i en grydefuld rødvin (eller hvidvin eller hyldeblomstsaft) som du opvarmer – men ikke bringer i kog. Hæld gløggmix’et gennem en lille sigte over i gryden. Tilsæt evt. lidt sukker – denne mix er jo ikke så sød som mange af de købte. En skive citron, appelsin og/eller et par skiver ingefær tilsat ved opvarmningen, synes jeg også er et lækkert pift.

Gløggmixet er meget stærkt i krydderismagen – især når det har stået noget tid, så brug kun en lille smule til at starte med.  Jeg starter normalt med at bruge ca. ½ dl gløggmix til en flaske vin og smager mig så frem om jeg ønsker mere i.

Tilsæt også gerne portvin, cognac, rom eller hvad du nu normalt hælder i din gløgg i gryden.

Tip:

Undervejs når du tager af flasken, kan du toppe den op med frisk vodka/snaps efter hver gang, så længe du synes at der er smag nok i.

Hvis du har en delvis fuld flaske tilbage efter jul, kan du toppe den op med frisk vodka/snaps – skrue låget godt på og gemme den til næste jul.

Hvis du gør det, så prøv evt. at si krydderierne fra et par måneder før du skal bruge den igen og supplér op med det som du mener mangler i smagen for at den er balanceret.

Krydderierne ændrer smag undervejs, men kan sagten stå længe. Jeg har haft dem stående i op til 4 år (der var et år hvor vi lavede meget).

   

 

Sød chilisauce

ADVARSEL: stærkt vanedannende.

Denne chilisauce minder i stilen om de søde ‘thai’ chili sauce som man kan købe i butikkerne – dog med noget mere smag – måske mere om dem som man får på en god thailandsk restaurant.

Den kan jævnes eller koges ind – jeg gør det sidste. Det giver 2-3 dl færdig sauce.

Prøv med en enkelt portion først og se om det er noget for dig, justér evt. opskriften hvis du synes – så kan man godt gange op de næste par gange den laves.

Brug saucen som dyppesauce til alting, som glaze til alting og til at dryppe på alting – den smager fantastisk – især som sweet’n’very hot synes jeg  ;o)

Ingredienser:

Chili efter smag – både mængde og styrke

½ hvidløg

300 gr palmesukker (det i blokke som er lavet af indkogt palmesaft) (eller rå rørsukker)

1 dl risvineddike (eller hvidvinseddike)

1 dl madsherry (hvilken som helst sherry)

1 dl vand

½ dl Fish Sauce

1 – 2 tsk salt

Evt. 1 spsk majsmel (eks. Maizena)

Evt. Atamon

Sådan gør du:

Hæld risvineddike, sherry, vand og Fish Sauce i en gryde sammen med sukkeret.

Bring det langsomt i kog og hak imens hvidløg og chilierne fint, men ikke til mos – evt. i foodprocessor/blender og kom dem i gryden. Jeg bruger hele chili inkl. frø og frøvægge – men gør hvad du kan lide. Hæld evt. lidt af væsken i blenderen, det får det hele til at køre lettere.

Lad det simre 5 – 10 minutter og smag til med salt – og evt. mere chili eller eddike.

Nu kan du gøre én af to ting. Enten koge saucen ind til du synes at den har den rigtige sirupsagtige konsistens. Det tager mig normalt op til 45 minutter ved medium varme og husk at omrøre jævnligt og især mod slutningen. Hvis du ganger portionen op, kan det tage lidt længere. Saucen er ved at være færdig når boblerne bliver små og vedvarende som skum, sådan at man ikke kan se væsken i bunden – så giver jeg den lige 5 minutter mere og tager den derefter af varmen.

Eller du kan jævne saucen Rør majsmelet godt ud i 2-3 spsk koldt vand og tilsæt ingredienserne i gryden. Start med halvdelen af majsmel/vand-blandingen. Lad simre 3-4 minutter og tilsæt mere jævning hvis du synes. I givet fald skal der småsimres 3-4 minutter igen. Husk i begge tilfælde at saucen tykner lidt når den køler af.

Nu kan du enten lade saucen køle lidt af og røre rundt i den så chilien fordeler sig inden du hælder den på skoldede og evt. Atamonskyllede flasker – eller du kan hælde den på flasker med det samme og straks lukke dem.

Opbevares i køleskab i op til 1 måned hvis det er lavet med stivelse. Skal det holde længere må du i gang med Atamon’en lige inden saucen hældes på flasker (den skal være under 100 grader). Men hvorfor ikke lave noget frisk i stedet. Stivelsen forandrer sig lidt når den har været gemt et stykke tid – det undgår du hvis du koger saucen ind i stedet.

Den indkogte sauce har meget lang holdbarhed på køl – men jeg tilsætter gerne en lille smule Atamon for en sikkerheds skyld.

Tip:

Du kan sagten bruge stærke chilier til denne sauce – den behøver ikke være mild som købeversionen hvis du er til de mere hotte. Finthakket ingefær kan også bruges som smagsgiver – tilsættes sammen med resten af ingredienserne. Det samme gælder koncentreret tomatpuré – hæld en lille eller stor dåse i og lad simre med et par minutter til sidst. Hvis du bruger tomatpuré, skal der ikke jævnes med majsmel – purékoncentratet jævner fint i sig selv.

Man kan ane Fish Saucen i denne – det er smadderlækkert synes jeg, men bryder du dig ikke om smagen af den, så halvér mængden.

   Sød chilisauce 2

Bl.a. lavet med:

1 7pot Infinity + 25 små Royal Black + 7 Takanotsume til en dobbelt portion.

Den version vil man kunne åbne pengeskabe med i en Olsen Banden fil. (mega-hot)