Filurlig chili marmelade med appelsin og hindbær

Filurmarmeladen her med smag af appelsin, hindbær og chili, er næsten koncentreret sommer på glas. Citronen og brugen af skallen giver den lidt kant – men det er stadig en fin, sød marmelade. Chilistyrken bestemmer man jo selv.

Filurlig chili marmelade

Ingredienser:

2 kg appelsin, usprøjtet

6-700 gr citron, usprøjtet

8-900 gr hindbær

4 kg sukker

Frisk chili efter smag – eks. 5-6 Habanero

Atamon

Sådan gør du:

Vask citrusfrugter og chili.

Skær blomst af citrusfrugterne og stilken af chilierne.

Skær citrusfrugten i mindre stykker, fjern kernerne og hak dem i foodprocessoren.

Hak også chili og hindbær.

Kom alt på nær Atamon i en stor gryde og bring det langsomt i kog. Tilsæt en smule vand, hvis det er for tykt. Lad massen simre en halv times tid. Smag til undervejs og tilsæt evt. mere chili.

Tag gryden af varmen og tilsæt Atamon efter anvisning på flasken.

Fyld straks marmeladen på rengjorte, skoldede og evt. Atamonskyllede glas. Luk straks til og vend glassene en tur på hovedet og tilbage igen med det samme når du lukker dem.

Portionen giver ca 5,5 liter marmelade

Filurlig chili marmelade - ingredienser Filurlig chili marmelade - frugterne skæres i mindre stykker Filurlig chili marmelade - frugt i foodprocessor Filurlig chili marmelade - marmeladen koges

 

Chiliquorice grapefruit

Grapefrugtmarmelade med chili, anis og lidt pernod. En bittersød og krydret fest for smagsløgende.

Chiliqourice grapefruit

Ingredienser:

4 grapefrugt, usprøjtede

ca 1200 sukker (vej grapefrugterne og brug samme mængde sukker)

6 tsk anisfrø, med top

Friskhakket chili efter smag – evt. blandede farver

2 tsk Pul Biber (kan udelades)

8 spsk Pernod

Atamon (med mindre du henkoger)

Sådan gør du:

Skyl grapefrugterne godt.

Skær skrællen af alle frugterne, både det gule og det hvide skræl på en gang. Skær skrællerne i mindre stykker.

Kom skrællerne i foodprocessoren, gerne ad nogle omgange, og processér dem til småstykker. Ofte må man stoppe når det meste er kørt til småstykker og så lige smide de større stykker ind til knivene. Kom den findelte skræl i gryden.

Grapefrugten skæres i mindre stykker og kernerne fjernes undervejs. Kør stykkerne til en jævn masse i foodprocessoren – det skummer lidt og ligner grapesuppe med små stykker i. Kom massen i gryden.

Rens og finthak chilierne. I gryden med dem sammen med sukker og anisfrø. Tilsæt evt. lidt Pul Biber.

Kog massen op ved middel varme og lad den koge til den består marmeladetesten (en lille smule smøres ud på en kold tallerken, hvis det stivner efter kort tid er marmeladen færdig). Det tager ca. 45 – 60 minutter. Undervejs, imens marmeladen koger, kan du fiske evt. glemte kerner op med en teske. Smag også marmeladen til undervejs og tilsæt evt. mere sukker, anis eller chili hvis du synes.

Tag gryden af varmen og rør Pernod i og derefter Atamon efter anvisning på flasken.

Hæld straks marmeladen i rengjorte, skoldede og evt. Atamonskyllede glas som straks lukkes og vendes en tur på hovedet og tilbage igen.

Tips:

Hvis du ønsker din marmelade knapt så bitter, så prøv at udelade den hvide del af skrællen for alle eller halvdelen af frugterne. Det gør du nemmest ved først at skrælle den gule skræl af med en kartoffelskræller eller tyndskræller og derefter skære det hvide af med en skarp kniv. Den gule skræl kan du så enten skære i fine strimler med en kniv eller hakke i foodprocessoren. Smid det hvide skræl ud og brug kun det gule i marmeladen.

Chiliqourice grapefruit - ingredienser Chiliqourice grapefruit - grapefrugten skrælles og skallen skæres i stykker Chiliqourice grapefruit  skrællen før findeling Chiliqourice grapefruit - skrællen efter findeling Chiliqourice grapefruit - kødet skæres i stykker Chiliqourice grapefruit - kødet færdigt i foodprocessoren Chiliqourice grapefruit - marmeladen kogt færdig Chiliqourice grapefruit - på glas

Za’atar med chili

Lækker alsidig krydderiblanding med masser af smagsindtryk. God til bland andet at dyppe friskbagt brød i, som forinden er dyppet i god olivenolie, som drys på salater, i kødretter og som krydderi i hakket kød, i grøntsags-retter, som drys på grillede grøntsager efter de har været på grillen, kikærteretter, på fisk og flade madbrød – som forinden pensles med lidt olie – inden bagning. Jeg har næsten altid et glas af blandingen stående på hylden eller i køleskabet klar til brug.

Ingredienser:

Laves med tørre krydderier, men i sæsonen kan timian og oregano med succes erstattes af friske.

4 spsk sesamfrø

4 spsk spidskommenfrø

4 spsk timian

4 spsk oregano

4 spsk sumak

1 spsk chilipulver (styrke efter smag)

1 spsk salt

Sådan gør du:

Sesamfrøene ristes på tør pande ved middelvarme til de er gyldne og dufter. Rør hele tiden i dem.

Rist herefter spidskommen på samme måde. De skal ikke nødvendigvis ristes lige længe – derfor hver for sig.

Blend alt sammen og opbevar i lufttæt beholder. På køl hvis der er friske krydderurter i.

  088

Bergamottemarmelade med chili og Cointreau

Der er ikke mange ingredienser i denne marmelade, men dem der er, smager alle godt igennem – derfor er det en lille smagsbombe, som kan bruges alene på et stykke godt brød – eller som ostemarmelade.

Bergamottemarmelade med chili og Cointreau

Ingredienser

4 bergamotter – ca 350 gr

350 gram rå rørsukker

frisk chili efter smag – eks. Aji Pineapple eller citronchili

½ dl Cointreau

Evt. Atamon

Sådan gør du

Vask bergamotterne og skær dem i 8 både ‘på langs’.

Slib din bedste kniv og skær bådene i meget tynde skiver. Fjern kernerne undervejs.

Fjern stilk og kerner fra chilierne og finthak dem.

Kom bergamotte, chili og sukker i en lille gryde og bring det stille og roligt i kog. Lad det småkoge uden låg i ca 40 minutter. Rør let i det undervejs et par gange. Smag til med evt. mere chili og sukker under kogningen. Undervejs kan an fiske de kerner som man evt. missede. De er nemme at fange i overfladen.

Tag gryden af varmen og lad den stå 5 minutter før Cointreau’en røres i. Hvis du bruger Atamon, så tilsæt lidt efter anvisningen på emballagen.

Kommes i rene, skoldede og evt. spiritus- eller Atamonskyllede glas, som straks lukkes og lige vendes en tur på hovedet og tilbage igen.

Note

Bergamottemarmelade er en krydret og bitter sag, som man skal have smag for. Hvis du er til det let bitre, er det en pragtfuld marmelade som hurtigt bliver en af favoritterne.

Jeg spiser den i tyndt lag og synes derfor at man roligt kan skrue op for chilien. Eks. 8 Aji Pineapple til denne portion finder jeg passende. Så kan man stadig smage det hele, men chilien er meget tydelig ift. så mange andre marmelader.

Du kan selvfølgelig sagtens bruge en anden slags spiritus – eller appelsinsaft eller vand i stedet. Hvis du bruger noget uden alkohol, så kom det i fra starten og lad den koge med.

Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - ingredienser Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - bergamotterne skæres Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - chilien hakkes Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - massen bringes i kog Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - færdigkogt Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - resultatet Bergamottemarmelade med chili og Cointreau - smagsprøve

 

 

Citrusmarmelade med chili og gin

En super aromatisk, let bitter marmelade med bl.a. den skønne bergamotte som smagsgiver. Appelsin og citron giver lidt sødme og syre, gin’en ligger som en diskret smag og supplerer, chilien giver varmen og vanillaen runder smagen af. Et stort hit her hos os til en hjemmebagt bolle med lidt smør eller en god ost under. Stilen er lidt som engelsk bitterorange marmelade – hvor der i øvrigt også er bergamotte i de gode af dem.

Citrusmarmelade med chili og gin

Ingredienser

ca 2 kg bergamotte, usprøjtet

ca 2 kg appelsin, usprøjtet

ca 1½ kg citron, usprøjtet

750 gr lys sirup

6 kg rå rørsukker + 8 spsk

8 toptsk vanillapulver

frisk eller tørret chili efter smag

1 flaske god gin

2 breve rød Melatin á 25 gr

Atamon

Sådan gør du

Alle citrusfrugterne vaskes godt.

Skær det lille hårde stykke omkring blomsten af bergamotterne og skær dem i både. Jeg deler dem i 8 på langs. Grovhak stykkerne på skærebrættet med en kniv, inden de kommes i foodprocessoren, hvor de køres til småstykker. Fjern så mange kerner som muligt undervejs. Bergamotten er den hårdeste af de 3 citrusfrugter og især med den, er det vigtigt at skallen hakkes i små nok stykker. Hvor både appelsin- og citronskal let bliver møre, kan store stykker bergamotteskal godt blive lidt hårde at tygge i, især som her hvor det hvide også bruges – så findel dem pænt.

Citroner og appelsiner skrælles med en kartoffelskræller eller tyndskræller, sådan at næsten kun den kulørte del af skrællen kan bruges. Skrællen kommes i foodprocessoren. Skræl den hvide del af skrællen af frugterne med en skarp kniv og smid den væk.

Skær frugten i mindre bidder og fjern de kerner du lige støder på undervejs. Kom stykkerne i foodprocessoren og finhak dem her.

Finthak chilen på skærebrættet og kom den i gryden. Du kan evt. starte med lidt og så smage til undervejs i kogetiden om du gerne vil have mere i.

Kom sirup, 6 kg sukker og vanilla i gryden og bring den i kog.

Lad marmeladen småkoge uden låg i 30 – 40 minutter. Rør i den jævnligt. Under kogningen kan du gå på kernefiskeri når du ser dem i overfladen. På den måde kan man sagtens få alle kernerne væk, så jeg er ikke så grundig med at fjerne dem når frugten skæres i stykker. Smag til undervejs – skal der mere chili i?

Rør de 2 poser rød Melatin ud i 8 spsk sukker og følg anvisningen på pakken.

Tag gryden af varmen og rør gin’en i – det både damper og sprutter lidt – så vær forsigtig.

Tilsæt Atamon efter anvisning på emballagen – eller lad være hvis du ikke bryder dig om at bruge Atamon – så har du sikkert din egen måde at konservere på.

Kom marmeladen på rengjorte, skoldede og Atamon- eller spiritusskyllede glas som straks lukkes og lige vendes en tur på hovedet og tilbage igen.

Tip/Note

Hvis ikke du har lyst til at komme gin i marmeladen, kan du komme anden spiritus eller vædske i – eller helt lade være. Hvis du ikke hælder vædske i, så er de to breve Melatin nok overflødige.

Jeg har ikke fået målt hvor stor portionen bliver i liter – men herunder er et billede af hvor mange glas i forskellige størrelser en portion giver. Jeg har brug for den store suppegryde til denne portion. Bergamotterne er her så kort, så det er med at udnytte ‘fangsten’ og få lavet årets marmelade med dem.

Citrusmarmelade med chili og gin - ingredienser Citrusmarmelade med chili og gin - bergamotte Citrusmarmelade med chili og gin - hakket bergamotte Citrusmarmelade med chili og gin - appelsin og citron Citrusmarmelade med chili og gin - ingredienserne klar i gryden Citrusmarmelade med chili og gin - der simres Citrusmarmelade med chili og gin - fin farve og gode stykker Citrusmarmelade med chili og gin - så mange glas bliver der Citrusmarmelade med chili og gin - på et stykke med brie

Svinekæber i chilisauce

De smørmøre kæber ligger i en koncentreret sauce, som er lavet på reduceret rødvin, smagt til med bl.a. soya, solbærsaft og stærk chili. Den kan selvfølgelig laves i lige den styrke man ønsker, men den gør sig godt som en stærk sauce, da resten af smagsgiverne sagtens kan hamle op med chilien. Kæberne selv bliver godt krydrede uden at være domineret af saucen, så man skal ikke holde sig tilbage med krydringen.

Svinekæber i chilisauce

Ingredienser

3 – 4 kg svinekæber

2 flasker rødvin

4 dl soya

4 dl solbærsaft

6 – 8 løg

2 – 3 hele hvidløg

en håndfuld gulerødder

chili efter smag – eks 3 – 4 chokolade Habanero

1 topspsk sellerifrø

20 – 25 tørrede enebær

salt og peber

lidt smør eller olie

Evt. fløde og lidt jævning

Sådan gør du

Svinekæberne checkes for sener og disse skæres af. Drys kæberne med lidt salt og peber. Vær lidt tilbageholdende med saltet, da der jo også skal en del soya i retten.

Vask gulerødderne. De skal kun skrælles hvis det er absolut nødvendigt. Skær dem i skiver.

Løgene skrælles og skæres i grove stykker.

Hvidløgene halveres sådan at alle fed skæres igennem på midten og evt. løs skal fjernes.

Chilierne skæres i kvarte og stilken fjernes.

Svinekæberne brunes i ét lag i lidt smør eller olie og kommes efterhånden i gryden. Gulerødder og løg brunes ligeledes – hver for sig – og kommes i gryden.

I gryden kommes nu også resten af ingredienserne: rødvin, soya, solbærsaft, hvidløg, chili, sellerifrø og enebær.

Læg låg på gryden og bring den i kog. Skru ned så det simrer og lad den stå og gøre det i 1½ time.

Tag gryden af varmen og fisk forsigtigt kæberne op, de er meget møre. Læg dem til afdrypning i et dørslag.

Si saucen og kom den tilbage i gryden. Lad den koge ind til der er under halvdelen tilbage i forhold til hvad du startede med, gerne mindre.

Smag saucen til. Mangler der salt, chili, sødme? Hvis du ønsker kan dyu runde den af med lidt fløde og er den for tynd til din smag, kan du jo jævne den let.

Kom kæberne tilbage i gryden og varm op med låg og ved svag varme. Vend dem forsigtigt et par gange undervejs.

Serveres med lige hvad du har lyst til. Her bliver det ofte en lækker rodfrugtmos og en salat med let syrlig dressing.

Tip

Der er jo frit spil med chilien også i denne ret, men jeg er selv meget begejstret for de mørke ‘chokolade’chilier. Retten kan tage en ret god gang chili – der er masser af anden smag til at bakke op – og hvis man serverer med en blid og blød mos er der jo rum til at fyre godt op i saucen. Er saucen blevet en smule for stærk, kan lidt fløde dæmpe den fint.

Opskriften her giver en meget stor portion. Vi laver den ofte i den størrelse og portionsfryser resterne. Det er guld værd på travle hverdage.

Svinekæber i chilisauce - ingredienser Svinekæber i chilisauce - kæberne brunes Svinekæber i chilisauce - klar til simring Svinekæber i chilisauce - færdigsimret Svinekæber i chilisauce - de færdige kæber drypper af Svinekæber i chilisauce - saucen reduceres Svinekæber i chilisauce - saucen ved at være klar Svinekæber i chilisauce - kæber og sauce lunes sammen

Panaeng karrypasta

Kaldes også Phanaeng og nogle steder panang eller penang. Karrypastaen som startede mig op på de hjemmelavede pastaer. Den er lækker, frisk i smagen og lidt mildere end de måske mere velkendte gul, rød og grøn karrypasta.

Smager især fantastisk i kokosbaserede retter synes jeg. 

Ingredienser:

125 gr tørrede grønne jalapeno eller et par håndfulde friske (andre chilier kan selvfølgelig bruges i ønsket mængde)

4 spsk korianderfrø

8 spsk hakket løg eller skalotteløg

8 spsk hakket hvidløg

2 spsk hakket galangarod

2 spsk revet limeskal

4 spsk hakket citrongræs

2 spsk rejepasta

1 tsk salt

 

Sådan gør du:

Alt stødes sammen i en morter eller køres på en blender/i foodprocessor.

Med friske chili kan pastaen opbevares mindst 2-3 uger på køl eller fryses i portioner (ca. 2 top-spsk er passende pr. portion til to synes jeg – men prøv dig frem). Jeg får 7 portioner ud af denne. De pakkes let i små wrap-pakker og kommes i en frysepose hvorpå der er skrevet hvad der er i.

 

Massaman karrypasta

Ingredienser:

2 spsk korianderfrø

1 spsk hel spidskommen

1 spsk hel stjerneanis

1 lille stykke hel kanel 2-3 cm

5 spsk olie

4 tørrede Jalapeño eller nnogle friske

8 spsk hakket løg

8 spsk hakket hvidløg

1 spsk hakket citrongræs

2 tynde skiver galangarod

2 skalotteløg

1/4 tsk revet limeskal

 

Sådan gør du:

Stød kanelstykket let i morteren eller knus det let på skærebrættet med noget tungt.

Koriander, spidskommen, stjerneanis og kanel ristes på en tør pande i 2-3 minutter ved jævn varme. Rør rundt i det konstant. Det skal dufte letristet og må selvfølgelig ikke blive for mørkt.

Stød de afkølede krydderier i en morter eller brug krydderikværnen til at male dem til pulver.

Olien varmes op på en lille pande over middel varme. Steg chili, løg og hvidløg gyldent.

Bland alle ingredienser i en blender og kør det godt sammen.

Kan opbevares 2-3 uger på køl eller fryses i portioner (ca. 2 top-spsk er passende pr. portion til to synes jeg – men prøv dig frem). Jeg får 4 portioner ud af denne. De pakkes let i små wrap-pakker og kommes i en frysepose hvorpå der er skrevet hvad der er i.

  

Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat

Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat

Ingredienser:

300 gr mandler

200 gr pistacienøddekerner, usaltede

3 – 4 bittermandler eller abrikoskerner

1 æggehvide

100 gr flydende glukose

200 gr blød nougat

ca. 1 tsk chilipulver eller hakket frisk efter smag

2 – 2½ tsk engelsk lakridspulver (med lille top)

100 – 125 gr god chokolade til overtræk (lys eller mørk efter smag) – og evt. lidt chili og lakridspulver

 

Sådan gør du:

Skyl en mælkekarton og læg den ned med åbningen op. Klip den øverste tredjedel af (se billede). Fór den med bagepapir og hold den sammen med en klemme henne hvor den var åben.

Smelt nougaten over vandbad med chili og lakrids. Smag til om det er stærkt nok – husk at det skal indeni den søde kransekage, så det kan godt tage noget kapow.

Hæld nougaten i mælkekartonen og lad det stivne igen. Jeg sætter den på køl.

Imens kan du forberede mandlerne. Hæld kogende vand over og lad dem trække 2 minutter. Hæld vandet fra og kom frisk kogende vand over. Lad dem igen stå 2 minutter. Smut dem hvis de er klar. Hvis skindet sidder for fast, så giv dem et nyt hold kogende vad i 2 minutter. Mandlerne smuttes nemmest ved at du kun lige hælder lidt vand fra, sådan at de øverste mandler i skålen er fri for vand, men dem nedenunder er dækkede. Efterhånden som du kommer ned i skålen hælder du lidt vand fra af og til.

Kom de smuttede mandler i foodprocessoren sammen med pistacienøddekernerne og bittermandler/abrikoskerner. Kør dem til et mediumgroft mel. Tilsæt æggehvide og glukose og kør igen til en marcipandej former sig. Der skal nok stoppes og skrabes ned af siderne nogle gange undervejs.

Tag marcipanen ud af foodprocessoren og ælt den igennem på køkkenbordet. Pak den i film og læg den på køl indtil du er klar til at bage. Gerne mindst et par timer.

Nougaten skæres i  16 lige store stykker.

Marcipanen deles også i 16 klumper. Brug evt. en vægt. Vej den store klump og divider med 16 og vej hver lille klump af (de skulle gerne veje ca. 40 gram hver). De bliver også flottere bagt når de er ca. lige store, så vejningen er en god idé.

Rul hver klump til en pølse som er 1 cm længere end nougatstykkerne. Pres pølserne flade, læg nougat på og luk marcipanen pænt sammen om nougaten. Form hvert stykke i en let afrundet trekantform med fingrene – eller lav dem let buede hvis du bedre kan lide det. Sørg for at der er lukket med marcipan hele vejen rundt om nougaten.

Læg stykkerne på bagepapir som er lagt på 2 bageplader som er lagt oven på hinanden (det gør man altid med kransekage for ikke at få dem for mørke i bunden).

Forvarm ovnen til 225 grader og bag stykkerne ca. 8 – 10 minutter. Hold godt øje med dem. De skal være lysebrune, men ikke mere end det.

Lad dem køle helt af på bagepladen uden at røre dem. De er bløde når de er varme.

Når de er kølet af, løsnes de fra bagepapiret, men bliver på dette.

Temperér chokoladen – se evt. lidt om chokolade – og lad den køle til konsistens som en tyk glasur. Husk at skrabe den ned af siderne i skålen under afkølingen, så den ikke stivner der.

Kom chokoladen i en lille frysepose som du klipper et meget lille hjørne af. Brug posen som sprøjtepose og kom chokolade på stykkerne i zigzag striber eller hvad der nu passer dig.

Lad chokoladen stivne helt før du fjerner stykkerne fra bagepapiret.

 

Tips:

Hvis kransekagemassen ikke er sød nok til din smag (husk at der kommer nougat i) – så kan du ælte lidt flormelis i den. Brug en lille bitte smule koldt vand hvis den bliver for tør – eller lidt mere glukose hvis du vil klistre med det. Versionen her er ikke ret sød i sig selv.

Du behøver ikke temperere chokoladen hvis ikke du gider – men det ser altid flot ud.

Selvfølgelig kan du komme glasur på dine kransekagestykker hvis du hellere vil have det – du kan evt. se hvordan på opskriften med de traditionelle kransekagestykker.

På billedet har jeg lavet dobbelt portion nougat – jeg skulle bruge noget til almindelige lyde stykker også. Dit vil altså være halvt så tykt.

Hvis fingrene hænger i når du arbejder med marcipanen til sidst, så skyl hænderne ind imellem. Det går nemmest med rene hænder og de må gerne være fugtet en smule med koldt vand hvis det går nemmere for dig.

Jeg bruger flødechokolade på disse – smeltet med lidt chili og lakridspulver lige som nougat’en. Chokoladen køles af under omrøring og nedskrabning fra siderne hvert 3-4 minut, indtil man kan forme små toppe i den som bliver stående. Så er den tempereret fint og har den rigtige konsistens.

Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - ingredienser Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - glemte lakridsen på første billede Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - mælkekarton klar Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - og foret med bagepapir Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - nougaten skal stivne i formen Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - mandler og nødder Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - blendet mellemfint Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - klar til æltning på køkkenbordet Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - marcipanen er færdig og skal på køl Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - efter et par timer på køl Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - nougaten skæres ud - her dobbelt portion Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - kransekagestykkerne formes Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - færdigbagte Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - chokoladen er klar Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - det går nemt med en lille fryspose Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - klip ført lidt af den plastik som sidder i vejen af og derefter et lille hul Hjemmelavet pistaciekransekage med chili-lakrids-nougat - nu med chokolade

 

Har også forsøgt mig med en version med samme fyldt, men kransekagen er lavet af 4 abrikoskerner, 250 gr mandler med skind, 250 gr valnødder, ca 200 gr rå rørsukker, 1 æggehvide og chililakridssirup til massen har en god, blød konsistens. De er lidt fedtede at forme – men det går.

Den blev meget anderledes, men rigtig lækker. Siruppen gav den en masse smag som går forrygende med valnøderne og nougat’en – en nærmest maltagtig duft og smag, der sammen med farven og konsistensen leder tankerne lidt hen mod rugbrød – på den absolut allerlækreste måde. En sjov variant – der i min version ikke er så sød – og derfor faktisk vil gå rigtig godt til en champagne.

Lavet på lakriddsirup og med valnødder

Kaffemarcipan med peanutbutter og chili – fyldte chokolader

Ingredienser:

Mørk chokolade til skallerne

250 gr marcipan

5 top spsk crunchy peanutbutter

½ dl Kahlua eller anden kaffelikør

3 top tsk pulverkaffe

2 tsk (lille top) chilipulver

 

Sådan gør du:

Forbered skallerne – se evt. lidt om chokolade.

Bland alle ingredienserne til fyldet godt i enskål. Det gøres nemmest med hænderne i bunden af en stor skål. Ælt massen godt igennem.

Pres fyldet godt ned i chokoladeskallerne.

Top op med smeltet chokolade.

   

 

Lodtrækningsdag  ;o)

Hvis du vil deltage i dagens lodtrækning om et par smagsprøver på hvad jeg har på hylderne – nemlig en pakke med et glas Tropicana (gul chilisauce), et glas Æblegelé med chili (Christmas Edition), et glas gul chilimarmelade og et lille glas Red Hot chilisauce……så skriv en kommentar her nedenfor inden i aften: 24 december 2012, kl 23.59.

Pakkerne afsendes fra et posthus d. 27 december.

Hvis ikke du kan se et sted at skrive, så klik på opskriftens overskrift, så kommer du til den rigtige side.

Det er OK blot at skrive at du gerne vil deltage hvis ikke du har andet på hjerte.

Hvis du vinder, vil jeg sende dig en privat email, hvor jeg spørger efter din adresse, så jeg kan sende gaven til dig. Din email vil ikke blive offentliggjort her på sitet eller andre steder, men jeg kan se den ‘bagom’ systemet.

Hvis du ikke har skrevet noget til mig her på sitet før, kan du nok ikke se din besked dukke op herunder lige når du har skrevet den. Det er fordi, at jeg skal godkende alle folk første gang de skriver. Bare rolig – jeg kan godt se både beskeden og tidspunktet den er skrevet på – og den vil dukke op når jeg har godkendt den – inden lodtrækningen.

Vindernes navne bliver offentliggjort her på siden. Vinderne får også besked pr. mail.

Man kan deltage én gang pr lodtrækning.

Jeg forbeholder mig retten til at slette alt lodtrækningsrelateret på opskrifterne når vi når januar. Jeg lader eventuelle andre bemærkninger som du måtte have skrevet til opskriften stå.

Alt er fremstillet i et almindeligt husholdningskøkken.